External stay in Boulder, Colorado

June 26th - July 26th 2012

The reason
Finally, the day I had been waiting for for two years arrived. I moved to Boulder, Colorado as part of my PhD study at KU. Protein pharmaceutics just took one step up the coolness ladder as I will now be working with protein pharmaceutics at high hydrostatic pressures. For those of you not in the protein world, it's like befriending superman. In this case he (the high pressure) saves proteins from the death of aggregation and even restores them back to good, healthy, refolded proteins. It is rather awesome and I am looking forward to cool experiments in Ted Randolph's lab.

Arriving to the wildfire

Smoky morning at 5 a.m.

My roommate the first few weeks, Mel, kindly picked me up at Denver International Airport and we chatted during the 45 min ride back to Boulder. The mountains were hazy, but as we approached the city it became obvious that smoke was making its way down canyon openings. The mountains were on fire! Driving through Boulder, a pleasent smell of wood burning in a fire place reached us. When we got out of the car the air was blue from dispersed smoke and we had heard on the radio that South Boulder was on a preevacuation notice. People had to come home from their holidays and pack valuables and personal belongings, ready to evacuate. Precausion was key because wildfires were roaring in Colorado, with a part of Colorado Springs being consumed by flames (and Fort Collins) was on alert too.
From my window I followed the fire at Bear Peak

Bear peak as a vulcano

which is one of the most distinctive peaks visible in Boulder. Every night the fire had moved to a new place. Huge numbers of fire fighters came to Boulder and stayed in Schools etc. They dropped red ammoniumphosphate onto the fires to sufficate the flames. Boulder had just hit 104F (40C) a few days before and broken all heat records. It was hot, dry and with most afternoons thunder came dispersing lightning and only little water. It was the high season for wild fires and all grills, open fires and fireworks were canceled. The turmoil lasted about a week until the fire department declared the fire under control. We continued to see small smoke stribes every second day for a week.

Twilight view from my room

Same view at night

Mel and the psych hiking club
Melanie is Canadian with parents from England and Germany. Many of her coworkers in the neuroscience field are international postdocs and phd students. They often refer to themselves as the psych hiking club because they go on shorter or longer hiking trips - though, usually only one day at a time. I only got to have this fantastic roommate for 3 days, before she went on a long trip to Europe. Luckily for me she left me her friends and we have had much fun and social life together.

Goodbye and introduction dinner at a pizza restaurant.
From left: Marina, ES; Marieke, NL; Mel, Ca; Jess, US; Nic, FR and my self

Before the first hike near Breckenridge @ Snickerdoo Mountain

Snickerdoo Mountain - My first thirteener (13,000 ft = 3,962 m)

Unexpected visit from a good friend
My friend and coworker, Mette, is currently doing her external stay at Kansas University (KU) in the neighbouring state. I had been trying to reach her for days after my arrival, but her American number seemed to only work through Viber in Denmark and not with a normal American phone number. My first Friday night she called me and apologized that she hadn't called back. She just passed through Boulder and was on the way back to Kansas with her boyfriend. What? Why Boulder? And why hadn't she called if she was in Boulder? Turned out that Lawrance, Kansas was so hot and had so little to offer for tourists that her and Jan rented a car and went hiking 10 hours west in what is actually the Boulder backcountry: Nederland and James park. They were just half an hour out of Boulder so I pursuaded them to come back although they were driving the whole night to catch a flight back to Denmark the next day. Mette has been in the states since March and it was fantastic to see her again. Jan had come here for a conference + quality time and they were so cute.
After their visit I felt lonely and drained from energy - possibly still jetlagged, I decided to skip the New Belgium (free) beer and short movie event that a colleauge of mine had invited me to the same day. The only low key night I have had in Boulder followed accompanied by multiple episodes of the TV show Mad Men.

Boulder creek path and tubing
I live in Family Housing which is a branch of university housing. We are perfectly situated between campus and Pearl Street, right next to the most beloved cycling path here: The Boulder Creek Path. It starts in the mountains and runs east through town. It is shared between pedestrians and bikers. Paved and adventurous. Just a 6 minutes ride takes me to east campus where my lab is. Boulder is a great bike city. Once you've figured out which roads to take (and which to avoid), travel by bike is safe and fast. I never had a mountain bike before, but was determined to get one "just in case" I would go for a ride in the mountains. I simply love it!

So lush

Always twisting a winding




Hanging out at Boulder Creek (Path)

The creek is also subject to tubing. On a really hot day before my arrival Tubing to work day was initiated by a Bouldarian in a suit.
http://www.dailycamera.com/news/boulder/ci_20973122/boulders-tube-work-day-best-commute-ever
Firmly decided to go tubing, I bought 6 tubes for me and the psych hiking club. After airing them the tubes very huge and barely fit into the commute car I got though the university carshare deal. I soon discovered that they were not nearly as big, though, as they should have been. The blue marks on my butt after Mette and I did our virgin voyage on the creek were good proof (sorry, no photage!)



Goofing out at the sun heated wall of my building after ½ an hour of tubing

Jeg er på biofysikkursus i Tromsø. En af de rigtig gode ting ved at være PhD studerende er kombinationen af arbejde og rejser. Basel – fluorescenskursus; Colorado – konference; Tromsø – biofysikkursus og til sommer Colorado – external stay. Jo, det er ret dejligt. Nu tabte jeg jo i lodtrækningen om at komme på Farmas sommerskole i Parma, Italien, så jeg måtte jo finde mig en anden ”sommerskole”. Sommerskolerne på de græske øer og andre eksotiske steder var mest inden for strukturbiologi, som er mit nabofelt. Tromsø havde for to år siden et junikursus i termodynamik og biofysik - lige det, jeg søgte, så jeg meldte mig gladelig til dette kursus i det arktiske bl.a. i håbet om at se midnatssolen. Da kurset senere blev annonceret til mediomarts, røg mit humør ned. Øv! Mellem nordlys og midnatssol. For et par uger siden fandt jeg dog ud af, at marts faktisk er den bedste måned til at spotte nordlys, for der er der en kombination af høj aktivitet og godt vejr. Da sekretæren opfordrede os til at tage ski med, lød det hele jo endnu mere lovende. Vejrudsigten lovede desværre ti dystre dage med konstant overskyet og nedbør med temperaturer omkring smeltepunktet (når man gerne vil have sne, er det vel smeltepunktet og ikke frysepunktet man frygter...). De første tre dage boede jeg på B (Bed without Breakfeast), hvor Odd, som passede huset på det stærkeste opfordrede mig til at gå i spar og købe fjordrejer, "for de var meget billige".

Nordlysjagt 1 - fredag d. 9. marts 2012

Humor

Jeg er spændt på om der mon kommer nordlys i aften. Vejrudsigten er god og lover aktivitet på 5-6. Det er desværre overskyet. Jeg hygger mig med nyindkøbte rejer, mens jeg nyder udsigten fr første sal i Cecilies hus på en skråning i Tromsø. Kl. 20.30 kan jeg se stjerner, men ikke rigtig noget nordlys. Det skal gå i en linie øst-vest, men jeg er i tvivl om det kan ses fra husets vinduer. Jeg går udenfor i strømpesokker og med strakt hals kigger jeg lige op forbi taget. Der er nordlys! En tyk og en tynd grøn stråle over himlen. Fantastisk! Jeg skynder mig op og tager alt mit varme tøj på, koger vand til te og pakker kamera og kamerastativ ned. Da jeg kommer ud er der ikke noget nordlys at se mellem skyerne. Det kan være det kommer igen. Jeg går ned til busstoppet, hvor bussen i aftentimerne kører hver halve time. Den går om 15 minutter. Nu udspiller der sig noget af en dans på himlen. De to striber, jeg så før er ingenting i sammenligning. De har delt sig i flere striber og bevæger sig mellemhurtigt frem og tilbage. Nogle slår ud og former en bue. Men jeg er inde i byen og lysforureningen gør lysene svage og skyerne blæser hurtigt forbi. På vej i bussen møder jeg et sveitisk par. De er også på vej ud til Fageren, en "mørk" plet på Tromsøen, hvor der kun er en universitetsbygning, vist nok en målestation. Det er anden gang de er her. Vi går forbi målestationen og ned til nogle barakker ved vandet. Her er vi skærmet fra nogle gadelygter, men vi kan se byen på den anden side af sundet; den del af Tromsø, hvor den arktiske katedral ligger. Skyerne blæser hurtigere forbi. Det er koldt og også en del blæsende på jorden. Vi ser glimt af nordlys, men der er for mange skyer til at kunne tage ordentlige billeder. Skyerne giver billederne et orange skær. Efter et par timer tager vi hjem.

Tromsø, tredjedagen søndag d. 11. marts 2012

Det har nu sneet et døgn næsten uafbrudt. Det er akurat tø. Der er vel 10 cm ekstra nu og landskabet er blevet stille. Det er ikke så svært at stå fast mere. Tøsne + løs sne er et bedre underlag end is + tøsne, som det var da jeg kom. Tromsø har normalt til et koldere klima med permanent frost hele vinteren. De har haft en våd vinter i år og der ligger ikke så meget sne. Bjergtoppene er delvist blottede. Selv om det er et andet vejr end de er vandt til, så er de beredt. Bussen er punktlig til minuttet. Ind i mellem kommer en sneskraber forbi og skubber hvid eller brun tøsne ind til siden. Mange folk rydder deres indkørsel med en lille snesuger af en gravko, der sender sneen op i luften og 5 m til siden.

Der bor 65.000 mennesker her. Så Tromsø er en stor by ude på landet – eller mere passende – i vildmarken. Der er mange charmerende træhuse med snorlige udskærringer på gavlen. Mest karakteristisk er at de alle har hvert deres særpræg.
Tromsø blev officiel by i 1794 og er i dag en intellektuel by med hovedandelen af jobsene placeret på universitetet (UiT) og sygehuset (UNN). Tromsø ligger så langt mod nord at det i gamle dage var mere almindeligt at handle mel, salt og hamp mod skind og tørret fisk med russerne end med sydligere nordmænd og resten af Europa. Det var russerne, der i flere hungersår redede Tromsingerne med korn fra deres lagre. Russerne har været en fast del af sommerbybilledet og handelslivet siden 1500 tallet, men enddog (alligevel) ser man – som for 100 år siden – i dag stadig skævt til russerne. Tromsingerne er flinke, venlige og hjælpsomme, og taler gerne med folk fra både og skibe, som lægger til her, men russerne går man stadig i en lang bue uden om. Byens fotomuseum Perspektivet  har en udstilling om besætningen på en russisk fiskekutter fra Arkhangelsk, der fisker i de norske farvande, og den handler bl.a. om hvordan deres (manglende) forhold med nordmændende er. Den almene opfattelse er at resignationen er uvidenhed. Som en af dem sagde: ”Mennesker i hele verden vil gerne leve i fred med deres omgivelser og være sammen med deres familie. Sådan er vi også”. Det står i kontrast til fordommen om den grove russer, der altid har drukket for meget vodka.

Nordlysjagt 2 - onsdag d. 14. marts 2012

Helene og jeg tager afsted mod Fagereng ved ottetiden. Hun har aldrig set nordlys, selv om hun er fra Bergen og følger tæt med i nordlysmeldingerne fra Alaska universitets geocenter [link]. Hun har endda downloaded deres nordlys app. Det er skyet og sner indimellem. Idag er nordlysene brede og utydelige. Vi er ofte i tvivl om det er skyer og Helene konkluderer aftenen med at sige at hun ikke er overbevist. Slukørede tager vi hjem halv ti og håber at resten af vores ophold i Tromsø vil give os bedre muligheder.

Nordlysjagt 3 - lørdag d. 17/3 2012

Kineserne og Lukas spørger om jeg vil med ud og spise og i byen. Jeg er træt og trænger til at være mig selv. Da jeg havde en sen frokost er jeg ikke rigtig sulten kl. halv syv. Jeg takker nej, og går ind på mit hotelværelse. Kl. 19 banker det på døren. Det er de tre. Der er masser af nordlys udenfor, selv om der kun er meldt moderat aktivitet (niveau 3), så de spørger om jeg vil med ud til Fagereng? Tja, deres humør smitter og jeg er blevet omvendt. Vi skynder os ned til byen for at få en rullekebab to go. 79 kr. pr stk. Værsgo, norske priser. Fyren i biksen er flink men uendeligt langsom. Bussen går om 2 minutter og de andre signallerer at nu kommer bussen. Jeg får ikke alt den salat, jeg gerne vil have i kebabben, for jeg skal nå bussen. Først kommer 42, så 37 og lige bagefter 34'eren som vi skal med. Jeg kunne nok godt have nået at få mere salat i, men hvad pokker. Unibarakkerne er næsten overbefolkede da vi kommer. Der står 3 grupper mennesker og med den næste bus kommer der endnu flere. Senere kommer der to høje fyre med store kamerastativer ind fra den lange stenbro. Dem havde vi slet ikke opdaget. Den helt klare himmel er i løbet af busturen blevet til halvt overskyet og man skal være hurtig på udløseren, hvis man skal have et billede af nordlysene uden skyer. Jeg har min kamerafod med og tager en del billeder. Da nordlysene forsvinder efter 3 kvarter giver jeg Tiger min tripod. Han har også et DSLR kamera, men ikke noget stativ. Han må låne det under næste nordlysudbrud. Vi søger læ oppe ved målestationen og spiser vores kebabber. Det småregner/sludder og vi drikker lidt af min te. Det klarer lidt op og vi går ned til barakkerne igen. Når nordlyset ikke ligger i klare striber er det spredt over et bredere område og er meget svært at se. Det ser nærmest gråt ud og vi tror oftere at det er slørskyer end nordlys. Vores kameraer siger noget andet. De ser bedre end vi gør (med 30 sek. eksponeringstid). Vi ser svage nordlysstriber, men det er dækket af de mange skyer og vi får ikke flere billeder. Kl. 22.30 tager vi hjem, opstemte over de gode billeder, vi har fået i kassen under første halvleg. Bagefter tager vi på Blue Rock café og får nogle dyre fadøl. De billigste koster 87 kr. Helene og hendes kæreste slutter sig til os og jeg forundres over at det åbenbart er her alle Tromsøs overvægtige unge mødes. I bybilledet ser man dem ikke.

Kurset

Kurset har vist sig at leve rigtig godt op til min forventning – bortset fra alt det praktiske og logistiske, som praktisk taget ikke har fungeret. Forelæserne er engagerede og velforberedte om end ret nervøse. Der er en rar atmosfære på universitetet. Man kan godt mærke at man er langt mod nord (ude på landet) selv om man er på et universitet med et internationalt forskningsmiljø. Der er en afslappethed og mangel på hast, men dog med en kontrast, idet forskerne her som alle andre steder er præget af det prestations- og publikationspres, der ligger på forskere over hele verden.

Det er fedt at vi er kommet mere i dybden med mange af de ting, som jeg normalt synes, man kun får skrabet i overfladen… Jeg har fået kamp til stregen med termodynamikken og det kræver nok lige et par timer i soloselskab med noterne og en tegneblok, før jeg helt forstår alt det, vi gennemgik. Termodynamik kan godt være lidt hardcore at forstå helt og det skal have lidt kvalitetstid, før det synker ind. Det var nogle dejlige timer. Værre var det at have timer om bufferoptimering, aggregering og forhindring af dette. Av, det var en skæbnetime. Jeg var nærmest helt knust bagefter, for jeg havde fundet mindst 5 ting, som jeg nu gør forkert/har ignoreret/bør optimere. Det vil tage et par måneder at lave alle de karakteriserende baggrundsforsøg og få afdækket de forholdsregler, som jeg bør tage inden jeg udfører mine biofysiske forsøg – tid som jeg ikke har. Suk. Hvad har jeg dog lavet hele min PhD? Hvor har min hjerne og mit vid været? Hvorfor er der ikke nogen der har fortalt mig, at jeg burde have gjort ting anderledes og taget de og de forholdsregler? Nu er jeg da i hvert fald blevet klogere på mit system og fundet mange ting, jeg kan prøve. Nu skal jeg bare have sat system i det hele og – urgh – danne mig et overblik over mine muligheder og min tid. Jeg har fået mere gåpåmod nu mod slutningen af kurset, end jeg havde, da jeg kom. Oplevelsen af mit PhD blowout – jeg havde forladt en synkende skude, hvor koncentrationsmålinger ikke stemte overens med de resultater jeg fik, gjorde at jeg ikke har kunne tage mig sammen til at arbejde om aftenen – heller ikke de dage, hvor vi kun har haft en eller to timer. Jeg har simpelthen holdt ferie resten af tiden. Jeg tror det har været godt. Både for mig og for Helene af Bergen, der kørte i meget højt selvdiciplinsgear, da vi startede. Det er vigtigt at stoppe op en gang imellem og give slip. Få det hele lidt på afstand og få nyt perspektiv på tingene. Helene og jeg har rigtig mange ting til fælles. Vi klikker rigtig godt både socialt og fagligt. De første to dage tømte vi min lommelærke med whisky, mens vi diskuterede vores projekter, det hårde liv som ph.d.-studerende (stakkels os!), hvordan man finder gejsten ved sit projekt, pleaserlyst og hvornår og hvor meget man skal holde fri. Vi har begge observeret en del på hinandens styrker, til begges positive overraskelse. Hvem siger at ros ikke er godt? Vi har normalt en tendens til at fokusere på de ting, som vi ikke er gode til, i stedet for det som går fint eller endda det, vi faktisk er gode til. What an energy drain! De positive observeringer har været et tilbagevendende indslag under vores dyre måltider (Tromsøpriser > Norske priser) og sceniske busture. En af Helenes største observeringer af mig er min evne til at slappe af og slippe projektet. Hun er meget imponeret over, at jeg er så afslappet. Men sådan er jeg jo ikke normalt. Det skyldes nok i høj grad det blowout, jeg havde lige inden jeg tog afsted. Min nøje planlagte tidsplan for de endelige forsøg holdt ikke pga. det med koncentrationen, og så spillede DSC’en mig et puds, så jeg ikke fik min måling og måtte rengøre den i 4 dage. Sikke en afslutning. Sideløbende har jeg den sidste måned også ærgret mig over, hvordan jeg kunne vrisse af min mor og skyndt mig at afslutte samtalen, fordi jeg ikke lige syntes, jeg havde 3 minutter til at snakke med hende, når jeg sad på uni tirsdag aften kl. 20 - eller et hvilket som helst andet tidspunkt, hun kunne finde på at ringe. Hvad sker der med mig? Hvad tager man med sig, når man tager videre? Er det de ekstra timer i lab eller er det personlige samvær? Dette er spørgsmål, der har fyldt meget i mit hovede i dagene op til afrejsen, og det er nok en af hovedgrundene til, at jeg tager mit projekt mere afslappet heroppe. Jeg har brug for at være HER og at give lidt slip på projektet.

Nordlysjagt 4 - tirsdag d. 20/3-2012

Helene af Bergen havde endnu ikke set nordlys i sit liv – ud over dagen før gennem sit hotelvindue.

Cafeterieudsigt!

De havde lovet aktivitet 3, som egentlig ikke er så meget, men i Tromsøområdet er ganske fint og der var for en gangs skyld helt stjerneklart. Vi tog afsted lidt over otte. Ud til Fagereng, som sædvanligt. Denne gang dog med bus 37 som kører direkte fra hotellet og stopper lidt inde på øen. Vores ”opdagelsestur” ned til vandet viste sig at være den direkte rute til vores faste sted ved Tromsø Universitets forsøgscenter. Fint nok. Vi overraskede en meget afmålt tysk herre og satte mit grej op under megen sjov og hurlumhej. Det var fint stjerneklart, og da stjernerne begyndte at vise sig og Helene havde været alle stjernetegnene i syd igennem (hun har arbejdet for en eksperimentarium med et tilhørende planetarium) kom nordlysene ret hurtigt. På et tidspunkt blev en stribe bred og delte sig op i meget afmålte zigzagmønstre, der så ud som skrå savtakker. Nordlysene gik helt ned i horisonten og vi fik nogle fine billeder med spejlbilleder. Vi undersøgte utallige steder for at finde det mest optimale fotospot. Senere kom kineserne også. Shau 1 og 2 – eller lille tiger og lille solstråle. Tiger med et imponerende langt og nyindkøbt fotostativ. De var flade af grin begge to. De havde forsøgt at tage på sightseeing, men havde taget bussen den forkerte vej, været forbi lufthavnen og ovre på en af de andre øer. Bagefter var de stået af et forkert sted, som tilfældigvis var lige ved forskningsstationen og dermed kommet ned til os. Nå, men nordlysene var jo fine, så de blev og vi havde det rigtig sjovt. Vi tog et gruppebillede og bagefter udnyttede vi de lange eksponeringstider til at lave ghostbilleder. Et fly, der fløj direkte gennem et af Tigers nordlysbilleder grinte vi også højlydt af og igen da vi fandt ud af at flyet havde blinket og at der derfor var en række pletter på lysstriben med forskellig afstand. Det gav associationer til pendulforsøg i gymnasietiden med prikbånd til at måle accelerationen af en faldende genstand med. Da vi havde været der 2 timer var vi alle bundfrosne, trods flittig visitering af min dejlige termokande. Nordlysene var blevet så svage at vi diskuterede om de var der eller om det var imaginære lysskygger. Vi tog bussen hjem i følgeskab med to englændere, der var kommet for sent til at se nordlyset. Ærgeligt for dem. Da vi stod af bussen viste nordlysene sig igen. Vi gik ned til Polaria-museet, hvor det var lidt mørkere og så et fantastisk flot show. Nordlysene fyldte meget mere nu og der var blandt andet dansende nordlys og nogle som var lilla i bunden. De var meget livlige. Tiger gik amok med sit kamera mens vi andre 3 havde euforiske grineflip – høje på nordlys. Fantastisk afslutning på en dejlig dag!

Exchange student in Uppsala

I am back! After countless inquiries from friends and family I will now tell you a little about my life in Uppsala, Sweden where I lived as a Nordplus exchange student from September 2008 - January 2009.

Pictures: My study mate and friend Juliaan and I at an introduction party "Reccegask", Lunch break at a canoing trip, Early morning 9 am, friend and "granne" (not granny, but neighbour) Ida and I in togas at our corridor theme part, my sister Kirstine and I in a small, cosy cinema, y and finally 3 chinese girls playing in the snow (last one who is a guy is taking the picture), as someone observed...

Credit: Annika Gianinni

Uppsala has 120.000 inhabitants - by far most of them are connected to Uppsala Universitet (http://www.uu.se/) either as students or teachers and researchers. The university is the oldest in Sweden and even beats Copenhagen University by two years. Actually Copenhagen applied for permission to build the university at the Pope before Uppsala did. Nobody knows why Uppsala had their permission first, but my guess is that the amount of money involved was bigger :-)

The center of the town is cosy. There is a small river, Fyrisåen, running through the center. Cobblestones, old, crooked buildings and loads of bridges connect both sides. When it is still warm, students are hanging out at the river side, studying, talking and relaxing. And from everywhere you can see one of the two symbols of the city, the big cathedral. The other one, the castle can only be seen from the southern part of the center.




This fall the city again introduced "Lights over Uppsala" where special selected buildings were lit with colours and patterns. Before the snow fell and it was getting very dark the lights were heartening. Here are some views of the university main building and the cathedral.




The area here is very, very flat and therefore very homy to this Danish girl. A hiking tour with Norrlands Nations Friluftliv (Student outdoor club), which surprisingly turned out to be only with me, my sister Kirstine and a german guy Lennart, whom I now count as a friend, took us through this beautiful, flat and forestry scenery at one of the many hiking routes of Upplandsleden. Here we spoke a good mixture of Danish, Swedish, English and German which was rather amusing.

If you think I look a bit strange on this picture, I agree. I was worried about my camera. The next picture that was taken - well, let's just say that my camera was not water proof and there was no picture after we recovered it with a 5 m long branch.


The best way to get to know people is to get involved. As I dont think I would survive half a year without singing in a choir, I joined the choir of Gästringe-Helsinke Nation - or in short: GH-kören. Here we sang a very mixed repetoire ranging from Carl Off over romantic folk music (Bellman), to drinking songs, christmas songs, rythmic and even Spider Pig from Simpsons, the movie. Mandatory to each rehersal on thursdays are of course "fika". This fantastic word which I cannot translate - I think it only exist in Sweden - covers everything from sitting down and having a coup of coffee, usually with any type of cake and/or homemade bread such as "smörgåsbord". Almost mandatory are the aftermeetings: going to the pub of either GH or neighbour nation ÖG and have a few quality beers, talking and especially singing. This is probably where I learned the most Swedish during my stay. It is amazing how many party and drinking songs they have in Swedish. We Danes could really learn a thing or two in this perspective. I think I now more or less know GH-körens repetoire of the last 5 years.

High lights with the choir was, of course, the parties: "Älgbal", which was the half annually galla party. I must say WAUW to all the fancy dresses and the suits the guys where wearing. Fantastic experience for this princess wannabe. Needless to say that the guys were true gentlemen and gave me all the attention I deserved - maybe a bit too much. Most people know how to dance Foxtrot and you can now count me as one of those people. Since it was the moose (älg) that was the theme, we had 4 different types of "älgkött". Very tasty!
Here is also a picture of our two biologists: Martin and my German friend Susi.


A smaller, but not less important party was "Luccegasken" which basicly is a prechristmas party in the honour of Lucia. Guess who got to be the Lucia... I can only say that standing 1 meter from a crowd, singing in a concert is hard when candles are dripping on your face...

Paradis på jord - Louisiaderne

Chalvadoskæden er en langstrakt øgruppe, der ligger som en hale ud fra Papua Ny Guinea (PNG). Øerne er små, grønne og ville være forrevne at se på, hvis de ikke var dækket af planter. Overalt er der koralrev, og selv om nogle af korallerne er døde, er der meget flot at se på.

Den første dag fik vi til at gå med snorkling. Jane var stadig ikke kommet til hægterne igen, så det var kun Hanne og jeg, der snorklede. Vi fandt et kæmpe koralhoved tæt ved båden, der kun var ca. en meter under vandet. Vi kunne nemt være sejlet ind i det, da vi kastede anker pga. lysets indfaldsvinkel. Godt at vi ikke gjorde det.

Bo havde travlt med at gøre båden i stand - det er bestemt ikke kun ferie at være cruiser. Blandt andet skulle sejlene have nogle lapper på udsatte steder. Skipper kan også bruge en symaskine! :-)

Efter dagens arbejde var overstået gik vi en tur på den ene lille ø, vi lå ved. Vi samlede smukke muslingeskaller og udforskede stranden. Øen havde alt fra skarpe klipper til sten og bløde sandstrande.

Mens vi nød en fantastisk solnedgang på dækket, blev vi enige om at dette sted måtte være et af de smukkeste steder på jorden.

Da lysshowet var forbi, tog vi over til Afriki, som havde inviteret os på sushiaften med friskfanget dorado (tunlignende fisk). Det var min jomfrurejse ind i sushiverdenen. Jeg er endnu ikke overbevist om, at det er noget for mig, men det må komme an på en prøve en anden gang. Selv om vi stadig var ret bustede, var det en vældig aften.

Sejlads

Dette er en meget ærlig fortælling fra min dagbog om vores 8 dages (7 døgn) kryds fra Vanuatu til Chalvadoskæden sydøst for Papua Ny Guinea.
Jeg håber dette 6 sider lange indlæg kan give jer landkrabber et indtryk af, hvordan det er at sejle så længe.

Dag 1 - 16. juli

Vi stævner ud fra vores mooring ved Aore Resort, Luganville, Espirito Santo, Vanuatu omkring kl. 13.
Det er stille vejr. Meget små bølger og kun en let vind. Det går fint. Jeg styrer noget af vejen ud gennem passagen. Hanne tager billeder af mig med mit kamera. Jeg overtager kameraet og går amok med min lange linse. Jeg vil tage et idylbillede af kokosplantagerne. Solen er endelig efter 2 uger begyndt at kigge frem mellem skyerne, og jeg prøver at fange den på palmerne. På Santo siden er der skygge. De lave bjerge i tre lag minder mig om Danmark, Skanderborg fra søsiden.
Dagen i forvejen har jeg plukket jordnødder af en dusk. Hanne har lagt dem i en bøtte, men temperaturforskellen får dem til at dugge. Vi bliver enige om at spise dem. Jane er også med. Hun tager de gode søsygepiller fra den blå og hvide pakke. Hun har kun nok til 2 dage, og håber at kroppen har vænnet sig til bevægelserne, når den tid er gået.

Jordnødderne er friske, hvide og smager mest af ærter. Jeg spiser lidt for mange og får det dårligt. Jeg ved ikke helt hvad det er, men det fremprovokerer søsygen. Jeg går i seng klokken halv fem. Det hjælper.
Jane går i seng kl. 5. Vi er kommet ud i nogle større bølger og skal runde hjørnet af hovedøen Espirito Santo. Vinden er underlig, men det kan jeg ikke se. Jeg er jo også bare en landkrabbe :-) Vi bliver enige om, at det nok er modstrømmen, der spiller vindroret et puds.
Bo skal lave mad. Jeg husker, at sidste gang fik vi ikke noget aftensmad, fordi Jane spærrede både køkken og toilet i næsten en time. Så var det blevet mørkt. Der var alligevel ingen af os, der var sultne der. Hvem er sulten ved 5-tiden? Man skal lige vende sig til anderledes tidspunkter, når man sejler. Jeg føler mig lidt overskudsagtig og tilbyder at lave mad. Det falder i god jord. Jeg klikker mig i køkkenselen, som jeg hurtigt finder ud af hellere vil sidde nede rundt om benene end rundt om bagen. Irriterende. Jeg bakser med ris, salt, målekrus og 2 gryder. Kors, hvor er det besværligt, når hele båden gynger som en sindssyg. Jeg syntes ellers ikke, det var så slemt før.
Jeg åbner de to dåser stuvet kylling. Det er en gullaschagtig sovs. Duften får mig næsten til at brække mig, selv om jeg er overbevist om, at jeg normalt ville have slubret det i mig. Jeg spænder gryderne fast og tænder. Skynder mig ud i den friske luft og meddeler, at jeg ikke kan lave resten af maden. Bo overtager. Jeg har ikke spændt gryderne ordentligt fast. Det er meget vigtigt, så vi ikke får skoldningsulykker. Jane sover og jeg spiser kun 5 mundfulde ris - ingen sovs til mig, tak! Det hjælper. Der bliver gydt olie på vandene i min mave og den falder til ro. Jeg er nu næsten fri for de afskyelige kava-jordnøddeoppust, som jeg har haft siden jeg spiste jordnødderne. Der er meget mad til overs. Bare ærgerligt...

Bo og jeg tager den første nattevagt fra 6-9. Den er egentlig forskudt en halv time frem. Sådan bliver vi ved hele natten. Vi får tiden til at gå med at snakke om eventyrenes klub, de berejstes klub, og hvor mange lande vi hver især har besøgt. Vi mangler begge to 25-30 lande for at kunne blive "berejst".
Bo sidder til styrbord i cockpittet og jeg til bagbord. Vindroret styrer og ind i mellem skubber jeg til rorpinden med min fod. Den er meget stram, når vindroret er på. Vi retter på roret for at undgå at genuaen skal slå. Vi sejler en anelse under kurs, næsten stik vest. Vores Waypoint linje (kurslinje) er 287 grader.
Hanne og Jane afløser os. Jeg hopper i slingrekøjen og kommer i tanke om, at jeg ikke stødte på mine ørepropper, da jeg sorterede min toiletaske før afgang. Hvor mon de er henne?
Jeg putter musik i ørerne, det er dejligt afslappende, men jeg kan ikke falde i søvn. Jane vækker mig. Om jeg har nogle panodiler, for Hanne har hovedpine. Nu har hun igen siddet og styret, selv om vindroret var sat til. Hanne er mester i at holde kursen, men det koster hende tit en efterfølgende hovedpine.
Nu er det Bos og mit skift. Vi er begge trætte og sidder og gaber. Vinden er fin. Det blæser 15 knob, hvilket også er fint. Bo går ned og kigger på søkort og vejrfiler. Bagefter foreslår han, at vi skiftes til at sove. Jeg er endelig ikke søsyg mere, så jeg vil gerne læse mine to mails fra Peter og skrive en fødselsdagsmail til min far. Det gør jeg så. Vi bytter plads og Bo sover en time. Jeg sidder og stener og småsynger. Timen går hurtigt. Jeg husker at nyde det flotte måneskin, vi har. Det er næsten fuldmåne og der er kun få skyer. Sydkorset ligger som en lille, skæv drage på himmelen.
Jeg vækker Bo og prøver på at sove. Det går ikke så godt. Vi vipper meget og jeg hører sejlene slå. Jeg bliver bekymret for om de nu også kan finde på at flække.
Hen under morgenen snakker Bo med Ian. De er 17 sømil bagefter os og har ingen vind, kun sølle 2 knob. De sejler for motor. Vi har sejlet 125 sømil og startede næsten samtidig. Heldigt for os, at Bo havde luret, at vinden droppede mod nord og derfor havde lagt en sydligere kurs end først beregnet. Vi mister kontakt med Afriki og deres dårlige VHF radio. Man skal i princippet kunne høre VHF'en 40 sømil væk.

Dag 2 - 17. juli
Morgen

Jeg kan ikke rigtig vågne. Nok fordi jeg ikke rigtig har sovet. Jane og jeg kæmper os op på dækket i håb om, at søsygen fordufter. Det sker ikke. Jane ofrer en lille smule. Jeg lægger mig på tæppet på fordækket for at læse lidt i bogen "76 dage" om den skibbrudne Steven Callahan. Det var for optimistisk. Jeg kan ikke engang samle mig til at åbne bogen. Jeg skubber den og mine læsebriller ind mellem nogle ting ved masten og lægger mig med hovedet væk fra solen. Puh, hvor vi gynger! Selv om jeg hele tiden retter på tæppet, skraber min fod igen hurtigt mod dækket i takt med bådens bevægelser. Jeg giver op og sætter mig længere frem opad et stativ i skygge af sejlet. Jeg kigger ud på vandet og har det næsten godt. Jeg ser en sule og derefter en flyvefisk, der i en buge undgår båden, mens den slår smut på bølgerne. Hvor kan den dog flyve langt. Bo fortæller, at den kan flyve op til 100 m.
Bo stikker mig en af de store pomelo-frugter, et spækbræt og en kniv op gennem køkkenvinduet. Hvis jeg selv skulle hente tingene, ville jeg endnu en gang kun have nået til sengen.
Jeg skræller skrællen af og ser stumperne flyde væk fra båden. Pomeloen er mere tør end grapeversionen, som vi hidtil har haft. Det lykkes mig kun at spise en halv. Jeg bliver enig med mig selv om, at der ikke er nogen god grund til at tvinge for meget mad i sig. Jeg går ned og lægger mig på min briks og hører musik indtil kl. 14. Så blinker min mp3-afspiller. Hvad? Allerede tom? Det er jo kun 3+3+4 timer, den har nået at spille. Hvor ueffektivt... Jane og jeg er nogle sølle pjok at se på. Jeg går op og overtager rorpinden for Hanne og en time flyver forbi.

Til aftensmad skal vi have pasta bolognese. Det lyder godt og jeg glæder mig. Jeg spiser 4 pastaskruer og en mundfuld kød. Tak for mad Bo, nu tør jeg ikke spise mere.
Jane og jeg har nattevagt sammen. Det går nogenlunde, men Jane ender alligevel med at gå i seng efter en halv vagt.

Dag 3 - 18. juli

Jeg står tidligt op og ser morgengryet sammen med Hanne. Det er spektakulært.
Jeg sover det meste af dagen. Vi får suppe til frokost og aftensmad. Det er meget nemmere at få ned. Bo spiser macaroni & cheese. Godt det ikke er mig. Jane spiser stadigvæk ikke noget.
Jeg læser to kapitler af Jørn Riels bog "Rejsen til Nanga - en usædvanlig lang skrøne" højt. Bo kluklér med sin kaffe, mens han kigger på søkort.

Afriki, som vi følges med, er nu 41 sømil bagud. Det er en mindre og lettere aluminiumsbåd. De sejler generelt hurtigere, når vi ikke har meget vind, mens Njord er hurtigst, når det blæser godt. Vi sejler ca. lige hurtigt ved 15 knobs vind.
Jeg har rigtig svært ved at holde mig vågen på mine to nattevagter. De er i dag endda blevet kortet ned til 1½ time. Jane er taget af vagtplanen og jeg glæder mig over, at vi er 3 til at dele vagterne. Det må være lidt af en prøvelse at være "single handed" og dermed selv skulle tage alle vagter.

Dag 4 - 19. juli

Når man sejler går tiden i stå. Dagen efter diskuterer vi, om der er gået en eller to dage. Vi har intet begreb om hvilken ugedag det er. Jeg konfererer med mine p-piller. De fortæller, at der kun er gået en dag. Har jeg mon glemt en pille? Jeg er slået helt ud af p-pille rutinen, da vores dag er slået i stykker. Vi sover og er vågne både nat og dag. Jeg bliver ikke klogere. Ingen tænker på at mailprogrammet viser datoen.

Dag 5 - 20. juli

Vinden er taget til og det blæser nu 16-20 knob. Vi har rebet sejlene en smule.
Jeg har endelig taget mig sammen og skiftet shorts ud med bikini. Nu sidder jeg i cockpittet og sveder.
Selv om jeg heller ikke i dag har kunnet spise morgenmad, så har jeg det nu så godt, at jeg beslutter at tage opvasken. Hvor længe mon der går, før jeg får det dårligt igen?
Det tager 3 minutter. Men jeg gør alligevel opvasken færdig. Bagefter kan jeg ikke længere holde ud at være nede i båden, som er lummervarm. Jeg må op og have luft.
Bo fikser et kamerastativ og sætter det på dodgeren (læskærm mod bølger og sol i cockpittet). Nu er Hanne og jeg udsat for paparazzi angreb i tide og utide.
Hanne går ned for at sove til middag, og jeg overtager styringen. Det er en nem tjans. Vi følger bølgerne, som sammen med den konstante vind har vokset sig store og flade. Jeg vurderer dem til at være 2-3 m høje.
For første gang på turen føler jeg, at vi cruiser, når vi ridder på bølgerne. Havet har en flot, blå farve. Det er meget klart, men krusninger gør, at man ikke kan se noget dernede. Mine solbriller giver havet en lidt mere granitagtig nuance. Ind i mellem tager jeg dem af for at nyde farverne. Her i den stærke sol, er det både nødvendigt med hat og solbriller, så de kommer hurtigt på igen. Jeg glæder mig over, at det lykkedes mig at finde en solcreme i Luganville. Jeg har lige tømt den gamle tube i dag.
Når man sidder i cockpittet og kun bølgerne og vinden holder en med selskab, får tankerne frit løb. Jeg kommer langt omkring i mit sind og finder både gamle minder frem og får ting til at falde på plads. Man har oceaner af tid til at tænke. Mine tanker flyver hid og did, men efter noget tid kan jeg tænke tingene ordentligt igennem, før jeg flyver videre til næste emne. Det er god selvterapi, det her :-)
Det er 5 dage siden, jeg sidst så land. Det er en lidt vild følelse. Her er der 4000 meter til havbunden og 400 sømil til land. Det er både fascinerende og lidt skræmmende at tænke på. Vi skal i alt sejle 800 sømil. Det svarer ca. til 1500 km. Det er afstanden fra Sønderjylland til Nordspanien, Danmark til Island eller fra Skagen til Tromsø.
Vi får nu dagligt flyvefisk at se. De er glatte at se på og deres kroppe ser rundere ud, end de egentlig er. Når de i deres flugt forvilder sig op på dækket, ser de usle ud. Slunkne og med sorte, flade øjne. Deres finner - eller vinger er tynde og gennemsigtige. Nattens "fangst" er 5 fisk, der er mellem 6 og 18 cm lange. Det eneste andet dyreliv, vi har set er fugle. Sulerne minder om store brunbrogede måger med alt for korte haler. Nogle hvide fugle på størrelse med terner har en fantastisk lang hale, der mest minder om en snor.
Nogle andre store fugle kommer på nattebesøg og vil gerne lande ved cockpittet. Vi vifter dem energisk væk og råber af dem. De kunne nemt blive ofre for vindmøllen i agterstavnen. Jeg forestiller mig et besætningsmedlem forklædt som fugl. Nej tak!

Dag 6 - 21. juli
På nattevagt:

Bølge.
Bølge.
Bølgebrus mens vi rutsjer ned af en bølge.
Bølgerne e stadig lange og vi får dem ind skråt bagfra. Det er den behageligste måde at sejle på og vi glider roligt op og ned mens vi vugger blidt.
Månen skinner på bølgerne og giver dem gule og grønne skær. Vinden tager fat i mit hår og jeg skutter mig i fleecetrøjen.
Var det et grønt lys? Jeg rejser mig op og spejder mod horisonten, men kan intet se. Måske er skibet under kimingen. Måske er der ikke noget. Jeg ser ikke lyset igen.
Jeg følger bådens bevægelser. Vinden er steady og vindroret holder fint kursen. Jeg glider tilbage i en tankestrøm.

Dag 7 - 22. juli
Drama

Jeg drømmer at jeg bliver inficeret af aliens og de formerer sig i mig. Jeg tror, det skyldes de malariapiller, jeg tager. De har givet mig mange underlige drømme. Aliensene vil i en retning og trækker sidelæns i skibet, så vi krænger. Det gør vi hele tiden. Jeg ligger i slingrekøjen og ruller frem og tilbage. Det lyder vildt udenfor. Bundproppen går og skibet fyldes med vand. Bo prøver at stoppe hullet til med noget ost fra Vanuatu. Det virker ikke. Jeg kan ikke komme ud af slingrekøjen. Vandet stiger og jeg er vild af skræk. Hanne vækker mig, at det er min tur til at tage vagten. I næste sekund har jeg klikket mig ud af mit fængsel og står frisk i kahytten, glad for at være vågen igen.
Vi sætter os op i cockpittet. Hanne har for vane at sidde der lidt, når jeg kommer op. Det er rart. Om det er for at køre mig ind i rutinen, sikre sig at jeg ikke falder i søvn igen eller om det er fordi hun ikke kan samle sig til at gå i seng, ved jeg ikke. Det er nok lidt af det hele. Hun siger, at der har været lidt småbyger, men nu klarer det op og man kan se stjerner. Det blæser små 15 knob og den sydøstlige passatvind blæser steady fra samme vinkel. Jeg tager over og Hanne går i seng.
Det var ikke mange stjerner jeg fik lov at se, tænker jeg og vurderer om den store squall kommer herover. Det er en stor, mørk sky, der er ret høj i toppen og dermed sikkert fuld af vind. Den nærmer sig. Jeg overvejer, om jeg skal kalde på Hanne, før vi bliver ramt af vinden. Jeg venter lidt. Det kan jo være den går forbi os.
Pludselig blæser det 36 knob. Det er kun 10 minutter siden, Hanne gik ned. Jeg råber: "Hanne, det blæser 36 knob!" og jeg tilføjer: " Og jeg kan høre kirkeklokker tæt på.". Det begynder at vælte ned fra oven og klokkerne bimler lystigt. Det lyder præcis, som når klokkeren ringer til gudstjeneste i en nærliggende landsby. Bam. Bam. Bam.
Hvor mon lyden kommer fra? Jeg husker en film, jeg engang så om et gammelt skoleskib, der sank. De havde en enorm klokke om bord. Men man skulle tro, at hvis et moderne skib ville advare os, at det så ville bruge et tågehorn eller anden form for tuden - frem for klokker. Vi er snart så langt nordpå og tæt på Louisiaderne, at vi kan forvente at møde store tankerskibe fra vest, der sejler østpå mod USA. De passerer gennem Torresstrædet mellem Australien og Papua Ny Guinea.
Lynhurtigt er både Hanne og Bo kommet frem. Hanne kaster en regnjakke op til mig, men jeg er allerede gennemblødt. De sætter plastikpladen i og trækker lågen henover, så der ikke kommer vand ned i båden.
Vores kurs er faldet 60 grader til 240 og vi sejler nu vest-sydvest. Det er meget normalt, at kursen ændrer sig lidt - 30 grader eller deromkring - når man bliver ramt af en squall.
De bliver nedenunder og begynder at hive ting ud af motorrummet. Den lille generator bliver stillet på en blå presenning og jeg skal smide noget sort toiletpapir ud. Hvad sker der? Jeg får at vide, at generatoren har lækket benzin og at de er nervøse for, at dampene vil selvantænde.
Efter 45 minutter falder der ro på. Bo ser på loggen, at det har blæst op til 44 knob. Det svarer til 22 m/s og 9 på Beaufort skalaen. Det er stormende kuling. Jeg bliver bedt om at lufte ud, så snart jeg kan, uden at det regner ind. I to timer ligger vi på 240 grader. Ret usædvanligt, da bygen er drevet forbi os. Kursen plejer at rette sig så snart bygen er drevet over.
Jeg er godt træt og våd, da det endelig bliver min tur til at sove. De to timer har varet længe. Jeg får tørt tøj på og kryber i seng. Nu indser jeg, hvorfor det var så vigtigt at få luftet ud. Luften er mættet af benzindampe og det er næsten ikke til at trække vejret. Hvordan kan man sove i det her? Det er heldigvis næsten holdt op med at regne, så vi kan få frisk luft ned.
Næste morgen driller de andre mig med klokkerne og gør tegn af mig, som om jeg er tosset. De spørger, om jeg også så Klabautermanden. Jeg kan slet ikke forstå, at de ikke kunne høre dem. De var så høje og tydelige og jeg er sikker på, at den rytmiske bimlen også må være nået ned til dem. Dog forsvinder meget lyd, når man går nedenunder og endnu mere, når man lukker af. Måske er der rent faktisk slet ikke noget af lyden, der er nået derned.
De har også haft en hård nat ovre på Afriki. En bov var knækket og en slange indenfor var sprunget læk. De havde sejlet for fulde sejl og været nødt til at rebe alle tre, da squallen ramte dem.

Hen ad aftenstide kalder Hanne på Bo. Der er et kæmpe skib på vej mod os. Det er endnu ikke mørkt nok til, at de har tændt navigationslyset og vi kan ikke se hvilken vej, de sejler. GPS'en bliver tændt. De sejler forbi os ca. 1 sømil væk i syd-sydøstlig retning. De skal nok til Vanuatu. Vi holder GPS'en tændt et stykke tid. Der er nogle store pletter på vej mod os. Bo fortæller, at det er squalls og at GPS'en kun kan se dem, hvis det regner fra dem. Det er godt nok smart! "Den der passerer nord om os", siger han. Ganske rigtigt, vi får et lille svirp af regnbygens hale, men det er ingenting.
Solen titter frem igen. Jeg indser at jeg virkelig nyder sejladsen. Bølgerne er lange og ikke særlig høje. Jeg læner mig tilbage og nyder blæsten, der får min vindjakke til at blafre. Endnu en squall nærmer sig. Vi diskuterer, om den også vil gå forbi os. Jeg er ikke helt sikker, men Bo mener, at den også vil gå nord om. Vi snakker videre og nyder det begyndende tusmørke.
Plask!! Vi får begge en spand vand i hovedet. Og en til. Og en til. Efter 30 sekunder er vi fuldstændig gennemblødte. Nå, så squallen ville gå forbi os, Bo? Vi er midt i den. Vi kigger på hinanden et kort sekund. Genuaen! Den er næsten rullet helt ud. Vi griber hver et skøde og begynder at rulle den ind (jeg løsner mit skøde og Bo hiver det andet ind). Bagefter sætter vi os igen i cockpittet. Jeg griner lystigt op mod regnen. Hvor er det herligt! Regn er ikke kold, når luften er 30 grader. Jeg griner lidt af Bo. Hvor blev forvarslet af? Normalt stiger vindstyrken før en squall og vinden forsvinder næsten helt bag ved den. Denne squall havde ingen vind med sig - kun masser af regn.
Jeg kaster en bemærkning om, at her er vejret lige så godt som på Vanuatu: SKYET! Bo siger, at det er ganske almindeligt vejr her. Jeg glor vantro på ham. Mener han virkelig det? Jeg indser min illusion om sydens sol på denne rejse... Han har dog først lige fundet ud af det og er selv lidt skuffet. Nå, pyt. Så bliver det ikke denne gang, jeg lægger an til hudkræft. Det er alligevel også ubehageligt varmt, når solen skinner.
Jeg tager den første nattevagt, stadig plaskvåd. Kl. 20 bliver jeg afløst og går nedenunder. Malariapillen! Jeg tager Lariam, som skal spises en gang om ugen sammen med et hovedmåltid. Jeg tvinger lidt brød ned sammen med den. Jeg må altså huske at tage den til frokost, hvor jeg faktisk kan spise noget! Tsk., tsk.
Tørt tøj, ørepropper, seng. Ah... Klokken er halv ni og jeg lægger mig dødtræt til at sove.

Dag 8 - 23 juli

Trods ørepropperne vågner jeg med et sæt ved at Hanne sidder i cockpittet og skriger. Hvad sker der? Jeg kigger ud. Bo har rettet et pandelampe-spotlight mod en lille fugl, der prøver at lande. Jeg griner. Bo vil skræmme den væk og kaster en tom coladåse efter den - og rammer. Den tumler om på dækket. Fuglen er temmelig forslået og da jeg kommer op for at se, hvad de har gang i, sidder Bo med den i skødet. Den virrer med hovedet, men er ellers ret rolig. Den har en superblød, grå fjerdragt og i panden en lysegrå plet. Den har et langt næb og jeg tænker, at det nok er en strandfugl af en art. Jeg griner igen, for Hanne sidder og holder et siddeunderlag afværgende op foran hovedet i tilfælde af, at den skulle finde på at angribe hende. Den stakkels fugl ser noget sløv ud. Bo sætter den på et tov, og den begynder at vippe for at kompensere for bådens bevægelser. Den er vist ikke helt bådvandt. Jeg tænker på den første dag, vi kom ombord på Njord, hvor vi mente at båden vippede lidt og Hanne og Bo stillede sig helt uforstående over for os og grinte lidt af de nyankomne landkrabber. Fuglen bliver på dækket hele natten, indtil vi næste morgen begynder at rumstere med genuaen.
På min morgenvagt fra 4-6 sidder jeg og fantaserer om hjemmerørt nutella, som jeg engang fik til brunch sammen med Helle. Uhm, og pandekager! Da de andre står op, laver jeg nutellamadder til os. Vi drikker afskyeligt Milo-kakaomælk, en pendant til Nesquick. Jane kan holde et helt glas nede.

Vi er nu tæt på vores bestemmelsessted. Sjovt nok dukker Afriki op lige da vi skal igennem et smalt rev og vi sejler næsten i råbeafstand fra hinanden.

Efter 30 sømil gennem en lagune ankommer vi til den mest fantastiske ankerplads. I det begyndende aftenlys ser vi to små øer og en større lidt længere væk. Palmetræer, papegøjer, koralhoveder og hvide sandstrande. Vi popper en flaske champagne og drikker den sammen med Ian og Ellen, mens vi fortæller hinanden om vores strabadser. Vi er alle trætte og glade for at være nået frem. I morgen begynder en ny dag - vi skal på opdagelse i Paradis.