Jeg er på biofysikkursus i Tromsø. En af de rigtig gode ting ved at være PhD studerende er kombinationen af arbejde og rejser. Basel – fluorescenskursus; Colorado – konference; Tromsø – biofysikkursus og til sommer Colorado – external stay. Jo, det er ret dejligt. Nu tabte jeg jo i lodtrækningen om at komme på Farmas sommerskole i Parma, Italien, så jeg måtte jo finde mig en anden ”sommerskole”. Sommerskolerne på de græske øer og andre eksotiske steder var mest inden for strukturbiologi, som er mit nabofelt. Tromsø havde for to år siden et junikursus i termodynamik og biofysik - lige det, jeg søgte, så jeg meldte mig gladelig til dette kursus i det arktiske bl.a. i håbet om at se midnatssolen. Da kurset senere blev annonceret til mediomarts, røg mit humør ned. Øv! Mellem nordlys og midnatssol. For et par uger siden fandt jeg dog ud af, at marts faktisk er den bedste måned til at spotte nordlys,
for der er der en kombination af høj aktivitet og godt vejr. Da sekretæren opfordrede os til at tage ski med, lød det hele jo endnu mere lovende. Vejrudsigten lovede desværre ti dystre dage med konstant overskyet og nedbør med temperaturer omkring smeltepunktet (når man gerne vil have sne, er det vel smeltepunktet og ikke frysepunktet man frygter...). De første tre dage boede jeg på B (Bed without Breakfeast), hvor Odd, som passede huset på det stærkeste opfordrede mig til at gå i spar og købe fjordrejer, "for de var meget billige".
Nordlysjagt 1 - fredag d. 9. marts 2012
 |
| Humor |
Jeg er spændt på om der mon kommer nordlys i aften. Vejrudsigten er god og lover aktivitet på 5-6. Det er desværre overskyet. Jeg hygger mig med nyindkøbte rejer, mens jeg nyder udsigten fr første sal i Cecilies hus på en skråning i Tromsø. Kl. 20.30 kan jeg se stjerner, men ikke rigtig noget nordlys. Det skal gå i en linie øst-vest, men jeg er i tvivl om det kan ses fra husets vinduer. Jeg går udenfor i strømpesokker og med strakt hals kigger jeg lige op forbi taget. Der er nordlys! En tyk og en tynd grøn stråle over himlen. Fantastisk! Jeg skynder mig op og tager alt mit varme tøj på, koger vand til te og pakker kamera og kamerastativ ned. Da jeg kommer ud er der ikke noget nordlys at se mellem skyerne. Det kan være det kommer igen. Jeg går ned til busstoppet, hvor bussen i aftentimerne kører hver halve time. Den går om 15 minutter. Nu udspiller der sig noget af en dans på himlen. De to striber, jeg så før er ingenting i sammenligning. De har delt sig i flere striber og bevæger sig mellemhurtigt frem og tilbage. Nogle slår ud og former en bue. Men jeg er inde i byen og lysforureningen gør lysene svage og skyerne blæser hurtigt forbi. På vej i bussen møder jeg et sveitisk par. De er også på vej ud til Fageren, en "mørk" plet på Tromsøen, hvor der kun er en universitetsbygning, vist nok en målestation. Det er anden gang de er her. Vi går forbi målestationen og ned til nogle barakker ved vandet. Her er vi skærmet fra nogle gadelygter, men vi kan se byen på den anden side af sundet; den del af Tromsø, hvor den arktiske katedral ligger. Skyerne blæser hurtigere forbi. Det er koldt og også en del blæsende på jorden. Vi ser glimt af nordlys, men der er for mange skyer til at kunne tage ordentlige billeder. Skyerne giver billederne et orange skær. Efter et par timer tager vi hjem.
Tromsø, tredjedagen søndag d. 11. marts 2012
Det har nu sneet et døgn næsten uafbrudt. Det er akurat tø. Der er vel 10 cm ekstra nu og landskabet er blevet stille. Det er ikke så svært at stå fast mere. Tøsne + løs sne er et bedre underlag end is + tøsne, som det var da jeg kom. Tromsø har normalt til et koldere klima med permanent frost hele vinteren. De har haft en våd vinter i år og der ligger ikke så meget sne. Bjergtoppene er delvist blottede. Selv om det er et andet vejr end de er vandt til, så er de beredt. Bussen er punktlig til minuttet. Ind i mellem kommer en sneskraber forbi og skubber hvid eller brun tøsne ind til siden. Mange folk rydder deres indkørsel med en lille snesuger af en gravko, der sender sneen op i luften og 5 m til siden.
Der bor 65.000 mennesker her. Så Tromsø er en stor by ude på landet – eller mere passende – i vildmarken. Der er mange charmerende træhuse med snorlige udskærringer på gavlen. Mest karakteristisk er at de alle har hvert deres særpræg.
Tromsø blev officiel by i 1794 og er i dag en intellektuel by med hovedandelen af jobsene placeret på universitetet (UiT) og sygehuset (UNN). Tromsø ligger så langt mod nord at det i gamle dage var mere almindeligt at handle mel, salt og hamp mod skind og tørret fisk med russerne end med sydligere nordmænd og resten af Europa. Det var russerne, der i flere hungersår redede Tromsingerne med korn fra deres lagre. Russerne har været en fast del af sommerbybilledet og handelslivet siden 1500 tallet, men enddog (alligevel) ser man – som for 100 år siden – i dag stadig skævt til russerne. Tromsingerne er flinke, venlige og hjælpsomme, og taler gerne med folk fra både og skibe, som lægger til her, men russerne går man stadig i en lang bue uden om. Byens fotomuseum Perspektivet har en udstilling om besætningen på en russisk fiskekutter fra Arkhangelsk, der fisker i de norske farvande, og den handler bl.a. om hvordan deres (manglende) forhold med nordmændende er. Den almene opfattelse er at resignationen er uvidenhed. Som en af dem sagde: ”Mennesker i hele verden vil gerne leve i fred med deres omgivelser og være sammen med deres familie. Sådan er vi også”. Det står i kontrast til fordommen om den grove russer, der altid har drukket for meget vodka.
Nordlysjagt 2 - onsdag d. 14. marts 2012
Helene og jeg tager afsted mod Fagereng ved ottetiden. Hun har aldrig set nordlys, selv om hun er fra Bergen og følger tæt med i nordlysmeldingerne fra Alaska universitets geocenter [link]. Hun har endda downloaded deres nordlys app. Det er skyet og sner indimellem. Idag er nordlysene brede og utydelige. Vi er ofte i tvivl om det er skyer og Helene konkluderer aftenen med at sige at hun ikke er overbevist. Slukørede tager vi hjem halv ti og håber at resten af vores ophold i Tromsø vil give os bedre muligheder.
Nordlysjagt 3 - lørdag d. 17/3 2012
Kineserne og Lukas spørger om jeg vil med ud og spise og i byen. Jeg er træt og trænger til at være mig selv. Da jeg havde en sen frokost er jeg ikke rigtig sulten kl. halv syv. Jeg takker nej, og går ind på mit hotelværelse. Kl. 19 banker det på døren. Det er de tre. Der er masser af nordlys udenfor, selv om der kun er meldt moderat aktivitet (niveau 3), så de spørger om jeg vil med ud til Fagereng? Tja, deres humør smitter og jeg er blevet omvendt. Vi skynder os ned til byen for at få en rullekebab to go. 79 kr. pr stk. Værsgo, norske priser. Fyren i biksen er flink men uendeligt langsom. Bussen går om 2 minutter og de andre signallerer at nu kommer bussen. Jeg får ikke alt den salat, jeg gerne vil have i kebabben, for jeg skal nå bussen. Først kommer 42, så 37 og lige bagefter 34'eren som vi skal med. Jeg kunne nok godt have nået at få mere salat i, men hvad pokker. Unibarakkerne er næsten overbefolkede da vi kommer. Der står 3 grupper mennesker og med den næste bus kommer der endnu flere. Senere kommer der to høje fyre med store kamerastativer ind fra den lange stenbro. Dem havde vi slet ikke opdaget. Den helt klare himmel er i løbet af busturen blevet til halvt overskyet og man skal være hurtig på udløseren, hvis man skal have et billede af nordlysene uden skyer. Jeg har min kamerafod med og tager en del billeder. Da nordlysene forsvinder efter 3 kvarter giver jeg Tiger min tripod. Han har også et DSLR kamera, men ikke noget stativ. Han må låne det under næste nordlysudbrud. Vi søger læ oppe ved målestationen og spiser vores kebabber. Det småregner/sludder og vi drikker lidt af min te. Det klarer lidt op og vi går ned til barakkerne igen. Når nordlyset ikke ligger i klare striber er det spredt over et bredere område og er meget svært at se. Det ser nærmest gråt ud og vi tror oftere at det er slørskyer end nordlys. Vores kameraer siger noget andet. De ser bedre end
vi gør (med 30 sek. eksponeringstid). Vi ser svage nordlysstriber, men det er dækket af de mange skyer og vi får ikke flere billeder. Kl. 22.30 tager vi hjem, opstemte over de gode billeder, vi har fået i kassen under første halvleg. Bagefter tager vi på Blue Rock café og får nogle dyre fadøl. De billigste koster 87 kr. Helene og hendes kæreste slutter sig til os og jeg forundres over at det åbenbart er her alle Tromsøs overvægtige unge mødes. I bybilledet ser man dem ikke.
Kurset
Kurset har vist sig at leve rigtig godt op til min forventning – bortset fra alt det praktiske og logistiske, som praktisk taget ikke har fungeret. Forelæserne er engagerede og velforberedte om end ret nervøse. Der er en rar atmosfære på universitetet. Man kan godt mærke at man er langt mod nord (ude på landet) selv om man er på et universitet med et internationalt forskningsmiljø. Der er en afslappethed og mangel på hast, men dog med en kontrast, idet forskerne her som alle andre steder er præget af det prestations- og publikationspres, der ligger på forskere over hele verden.
Det er fedt at vi er kommet mere i dybden med mange af de ting, som jeg normalt synes, man kun får skrabet i overfladen… Jeg har fået kamp til stregen med termodynamikken og det kræver nok lige et par timer i soloselskab med noterne og en tegneblok, før jeg helt forstår alt det, vi gennemgik. Termodynamik kan godt være lidt hardcore at forstå helt og det skal have lidt kvalitetstid, før det synker ind. Det var nogle dejlige timer. Værre var det at have timer om bufferoptimering, aggregering og forhindring af dette. Av, det var en skæbnetime. Jeg var nærmest helt knust bagefter, for jeg havde fundet mindst 5 ting, som jeg nu gør forkert/har ignoreret/bør optimere. Det vil tage et par måneder at lave alle de karakteriserende baggrundsforsøg og få afdækket de forholdsregler, som jeg bør tage inden jeg udfører mine biofysiske forsøg – tid som jeg ikke har. Suk. Hvad har jeg dog lavet hele min PhD? Hvor har min hjerne og mit vid været? Hvorfor er der ikke nogen der har fortalt mig, at jeg burde have gjort ting anderledes og taget de og de forholdsregler? Nu er jeg da i hvert fald blevet klogere på mit system og fundet mange ting, jeg kan prøve. Nu skal jeg bare have sat system i det hele og – urgh – danne mig et overblik over mine muligheder og min tid. Jeg har fået mere gåpåmod nu mod slutningen af kurset, end jeg havde, da jeg kom. Oplevelsen af mit PhD blowout – jeg havde forladt en synkende skude, hvor koncentrationsmålinger ikke stemte overens med de resultater jeg fik, gjorde at jeg ikke har kunne tage mig sammen til at arbejde om aftenen – heller ikke de dage, hvor vi kun har haft en eller to timer. Jeg har simpelthen holdt ferie resten af tiden. Jeg tror det har været godt. Både for mig og for Helene af Bergen, der kørte i meget højt selvdiciplinsgear, da vi startede. Det er vigtigt at stoppe op en gang imellem og give slip. Få det hele lidt på afstand og få nyt perspektiv på tingene. Helene og jeg har rigtig mange ting til fælles. Vi klikker rigtig godt både socialt og fagligt. De første to dage tømte vi min lommelærke med whisky, mens vi diskuterede vores projekter, det hårde liv som ph.d.-studerende (stakkels os!), hvordan man finder gejsten ved sit projekt, pleaserlyst og hvornår og hvor meget man skal holde fri.
Vi har begge observeret en del på hinandens styrker, til begges positive overraskelse. Hvem siger at ros ikke er godt? Vi har normalt en tendens til at fokusere på de ting, som vi ikke er gode til, i stedet for det som går fint eller endda det, vi faktisk er gode til. What an energy drain! De positive observeringer har været et tilbagevendende indslag under vores dyre måltider (Tromsøpriser > Norske priser) og sceniske busture. En af Helenes største observeringer af mig er min evne til at slappe af og slippe projektet. Hun er meget imponeret over, at jeg er så afslappet. Men sådan er jeg jo ikke normalt. Det skyldes nok i høj grad det blowout, jeg havde lige inden jeg tog afsted. Min nøje planlagte tidsplan for de endelige forsøg holdt ikke pga. det med koncentrationen, og så spillede DSC’en mig et puds, så jeg ikke fik min måling og måtte rengøre den i 4 dage. Sikke en afslutning. Sideløbende har jeg den sidste måned også ærgret mig over, hvordan jeg kunne vrisse af min mor og skyndt mig at afslutte samtalen, fordi jeg ikke lige syntes, jeg havde 3 minutter til at snakke med hende, når jeg sad på uni tirsdag aften kl. 20 - eller et hvilket som helst andet tidspunkt, hun kunne finde på at ringe. Hvad sker der med mig? Hvad tager man med sig, når man tager videre? Er det de ekstra timer i lab eller er det personlige samvær? Dette er spørgsmål, der har fyldt meget i mit hovede i dagene op til afrejsen, og det er nok en af hovedgrundene til, at jeg tager mit projekt mere afslappet heroppe. Jeg har brug for at være HER og at give lidt slip på projektet.
Nordlysjagt 4 - tirsdag d. 20/3-2012
Helene af Bergen havde endnu ikke set nordlys i sit liv – ud over dagen før gennem sit hotelvindue.
 |
| Cafeterieudsigt! |
De havde lovet aktivitet 3, som egentlig ikke er så meget, men i Tromsøområdet er ganske fint og der var for en gangs skyld helt stjerneklart. Vi tog afsted lidt over otte. Ud til Fagereng, som sædvanligt. Denne gang dog med bus 37 som kører direkte fra hotellet og stopper lidt inde på øen. Vores ”opdagelsestur” ned til vandet viste sig at være den direkte rute til vores faste sted ved Tromsø Universitets forsøgscenter. Fint nok.
Vi overraskede en meget afmålt tysk herre og satte mit grej op under megen sjov og hurlumhej. Det var fint stjerneklart, og da stjernerne begyndte at vise sig og Helene havde været alle stjernetegnene i syd igennem (hun har arbejdet for en eksperimentarium med et tilhørende planetarium) kom nordlysene ret hurtigt. På et tidspunkt blev en stribe bred og delte sig op i meget afmålte zigzagmønstre, der så ud som skrå savtakker. Nordlysene gik helt ned i horisonten og vi fik nogle fine billeder med spejlbilleder. Vi undersøgte utallige steder for at finde det mest optimale fotospot. Senere kom kineserne også. Shau 1 og 2 – eller lille tiger og lille solstråle. Tiger med et imponerende langt og nyindkøbt fotostativ. De var flade af grin begge to. De havde forsøgt at tage på sightseeing, men havde taget bussen den forkerte vej, været forbi lufthavnen og ovre på en af de andre øer. Bagefter var de stået af et forkert sted, som tilfældigvis var lige ved forskningsstationen og dermed kommet ned til os. Nå, men nordlysene var jo fine, så de blev og vi havde det rigtig sjovt. Vi tog et gruppebillede og bagefter udnyttede vi de lange eksponeringstider til at lave ghostbilleder. Et fly, der fløj direkte gennem et af Tigers nordlysbilleder grinte vi også højlydt af og igen da vi fandt ud af at flyet havde blinket og at der derfor var en række pletter på lysstriben med forskellig afstand. Det gav associationer til pendulforsøg i gymnasietiden med prikbånd til at måle accelerationen af en faldende genstand med. Da vi havde været der 2 timer var vi alle bundfrosne, trods flittig visitering af min dejlige termokande. Nordlysene var blevet så svage at vi diskuterede om de var der eller om det var imaginære lysskygger. Vi tog bussen hjem i følgeskab med to englændere, der var kommet for sent til at se nordlyset. Ærgeligt for dem. Da vi stod af bussen viste nordlysene sig igen. Vi gik ned til Polaria-museet, hvor det var lidt mørkere og så et fantastisk flot show. Nordlysene fyldte meget mere nu og der var blandt andet dansende nordlys og nogle som var lilla i bunden. De var meget livlige. Tiger gik amok med sit kamera mens vi andre 3 havde euforiske grineflip – høje på nordlys. Fantastisk afslutning på en dejlig dag!
If you think I look a bit strange on this picture, I agree. I was worried about my camera. The next picture that was taken - well, let's just say that my camera was not water proof and there was no picture after we recovered it with a 5 m long branch.
