Dette er en meget ærlig fortælling fra min dagbog om vores 8 dages (7 døgn) kryds fra Vanuatu til Chalvadoskæden sydøst for Papua Ny Guinea.
Jeg håber dette 6 sider lange indlæg kan give jer landkrabber et indtryk af, hvordan det er at sejle så længe.
Dag 1 - 16. juli
Vi stævner ud fra vores mooring ved Aore Resort, Luganville, Espirito Santo, Vanuatu omkring kl. 13.
Det er stille vejr. Meget små bølger og kun en let vind. Det går fint. Jeg styrer noget af vejen ud gennem passagen. Hanne tager billeder af mig med mit kamera. Jeg overtager kameraet og går amok med min lange linse. Jeg vil tage et idylbillede af kokosplantagerne. Solen er endelig efter 2 uger begyndt at kigge frem mellem skyerne, og jeg prøver at fange den på palmerne. På Santo siden er der skygge. De lave bjerge i tre lag minder mig om Danmark, Skanderborg fra søsiden.
Dagen i forvejen har jeg plukket jordnødder af en dusk. Hanne har lagt dem i en bøtte, men temperaturforskellen får dem til at dugge. Vi bliver enige om at spise dem. Jane er også med. Hun tager de gode søsygepiller fra den blå og hvide pakke. Hun har kun nok til 2 dage, og håber at kroppen har vænnet sig til bevægelserne, når den tid er gået.
Jordnødderne er friske, hvide og smager mest af ærter. Jeg spiser lidt for mange og får det dårligt. Jeg ved ikke helt hvad det er, men det fremprovokerer søsygen. Jeg går i seng klokken halv fem. Det hjælper.
Jane går i seng kl. 5. Vi er kommet ud i nogle større bølger og skal runde hjørnet af hovedøen Espirito Santo. Vinden er underlig, men det kan jeg ikke se. Jeg er jo også bare en landkrabbe :-) Vi bliver enige om, at det nok er modstrømmen, der spiller vindroret et puds.
Bo skal lave mad. Jeg husker, at sidste gang fik vi ikke noget aftensmad, fordi Jane spærrede både køkken og toilet i næsten en time. Så var det blevet mørkt. Der var alligevel ingen af os, der var sultne der. Hvem er sulten ved 5-tiden? Man skal lige vende sig til anderledes tidspunkter, når man sejler. Jeg føler mig lidt overskudsagtig og tilbyder at lave mad. Det falder i god jord. Jeg klikker mig i køkkenselen, som jeg hurtigt finder ud af hellere vil sidde nede rundt om benene end rundt om bagen. Irriterende. Jeg bakser med ris, salt, målekrus og 2 gryder. Kors, hvor er det besværligt, når hele båden gynger som en sindssyg. Jeg syntes ellers ikke, det var så slemt før.
Jeg åbner de to dåser stuvet kylling. Det er en gullaschagtig sovs. Duften får mig næsten til at brække mig, selv om jeg er overbevist om, at jeg normalt ville have slubret det i mig. Jeg spænder gryderne fast og tænder. Skynder mig ud i den friske luft og meddeler, at jeg ikke kan lave resten af maden. Bo overtager. Jeg har ikke spændt gryderne ordentligt fast. Det er meget vigtigt, så vi ikke får skoldningsulykker. Jane sover og jeg spiser kun 5 mundfulde ris - ingen sovs til mig, tak! Det hjælper. Der bliver gydt olie på vandene i min mave og den falder til ro. Jeg er nu næsten fri for de afskyelige kava-jordnøddeoppust, som jeg har haft siden jeg spiste jordnødderne. Der er meget mad til overs. Bare ærgerligt...
Bo og jeg tager den første nattevagt fra 6-9. Den er egentlig forskudt en halv time frem. Sådan bliver vi ved hele natten. Vi får tiden til at gå med at snakke om eventyrenes klub, de berejstes klub, og hvor mange lande vi hver især har besøgt. Vi mangler begge to 25-30 lande for at kunne blive "berejst".
Bo sidder til styrbord i cockpittet og jeg til bagbord. Vindroret styrer og ind i mellem skubber jeg til rorpinden med min fod. Den er meget stram, når vindroret er på. Vi retter på roret for at undgå at genuaen skal slå. Vi sejler en anelse under kurs, næsten stik vest. Vores Waypoint linje (kurslinje) er 287 grader.
Hanne og Jane afløser os. Jeg hopper i slingrekøjen og kommer i tanke om, at jeg ikke stødte på mine ørepropper, da jeg sorterede min toiletaske før afgang. Hvor mon de er henne?
Jeg putter musik i ørerne, det er dejligt afslappende, men jeg kan ikke falde i søvn. Jane vækker mig. Om jeg har nogle panodiler, for Hanne har hovedpine. Nu har hun igen siddet og styret, selv om vindroret var sat til. Hanne er mester i at holde kursen, men det koster hende tit en efterfølgende hovedpine.
Nu er det Bos og mit skift. Vi er begge trætte og sidder og gaber. Vinden er fin. Det blæser 15 knob, hvilket også er fint. Bo går ned og kigger på søkort og vejrfiler. Bagefter foreslår han, at vi skiftes til at sove. Jeg er endelig ikke søsyg mere, så jeg vil gerne læse mine to mails fra Peter og skrive en fødselsdagsmail til min far. Det gør jeg så. Vi bytter plads og Bo sover en time. Jeg sidder og stener og småsynger. Timen går hurtigt. Jeg husker at nyde det flotte måneskin, vi har. Det er næsten fuldmåne og der er kun få skyer. Sydkorset ligger som en lille, skæv drage på himmelen.
Jeg vækker Bo og prøver på at sove. Det går ikke så godt. Vi vipper meget og jeg hører sejlene slå. Jeg bliver bekymret for om de nu også kan finde på at flække.
Hen under morgenen snakker Bo med Ian. De er 17 sømil bagefter os og har ingen vind, kun sølle 2 knob. De sejler for motor. Vi har sejlet 125 sømil og startede næsten samtidig. Heldigt for os, at Bo havde luret, at vinden droppede mod nord og derfor havde lagt en sydligere kurs end først beregnet. Vi mister kontakt med Afriki og deres dårlige VHF radio. Man skal i princippet kunne høre VHF'en 40 sømil væk.
Dag 2 - 17. juli
Morgen
Jeg kan ikke rigtig vågne. Nok fordi jeg ikke rigtig har sovet. Jane og jeg kæmper os op på dækket i håb om, at søsygen fordufter. Det sker ikke. Jane ofrer en lille smule. Jeg lægger mig på tæppet på fordækket for at læse lidt i bogen "76 dage" om den skibbrudne Steven Callahan. Det var for optimistisk. Jeg kan ikke engang samle mig til at åbne bogen. Jeg skubber den og mine læsebriller ind mellem nogle ting ved masten og lægger mig med hovedet væk fra solen. Puh, hvor vi gynger! Selv om jeg hele tiden retter på tæppet, skraber min fod igen hurtigt mod dækket i takt med bådens bevægelser. Jeg giver op og sætter mig længere frem opad et stativ i skygge af sejlet. Jeg kigger ud på vandet og har det næsten godt. Jeg ser en sule og derefter en flyvefisk, der i en buge undgår båden, mens den slår smut på bølgerne. Hvor kan den dog flyve langt. Bo fortæller, at den kan flyve op til 100 m.
Bo stikker mig en af de store pomelo-frugter, et spækbræt og en kniv op gennem køkkenvinduet. Hvis jeg selv skulle hente tingene, ville jeg endnu en gang kun have nået til sengen.
Jeg skræller skrællen af og ser stumperne flyde væk fra båden. Pomeloen er mere tør end grapeversionen, som vi hidtil har haft. Det lykkes mig kun at spise en halv. Jeg bliver enig med mig selv om, at der ikke er nogen god grund til at tvinge for meget mad i sig. Jeg går ned og lægger mig på min briks og hører musik indtil kl. 14. Så blinker min mp3-afspiller. Hvad? Allerede tom? Det er jo kun 3+3+4 timer, den har nået at spille. Hvor ueffektivt... Jane og jeg er nogle sølle pjok at se på. Jeg går op og overtager rorpinden for Hanne og en time flyver forbi.
Til aftensmad skal vi have pasta bolognese. Det lyder godt og jeg glæder mig. Jeg spiser 4 pastaskruer og en mundfuld kød. Tak for mad Bo, nu tør jeg ikke spise mere.
Jane og jeg har nattevagt sammen. Det går nogenlunde, men Jane ender alligevel med at gå i seng efter en halv vagt.
Dag 3 - 18. juli
Jeg står tidligt op og ser morgengryet sammen med Hanne. Det er spektakulært.
Jeg sover det meste af dagen. Vi får suppe til frokost og aftensmad. Det er meget nemmere at få ned. Bo spiser macaroni & cheese. Godt det ikke er mig. Jane spiser stadigvæk ikke noget.
Jeg læser to kapitler af Jørn Riels bog "Rejsen til Nanga - en usædvanlig lang skrøne" højt. Bo kluklér med sin kaffe, mens han kigger på søkort.
Afriki, som vi følges med, er nu 41 sømil bagud. Det er en mindre og lettere aluminiumsbåd. De sejler generelt hurtigere, når vi ikke har meget vind, mens Njord er hurtigst, når det blæser godt. Vi sejler ca. lige hurtigt ved 15 knobs vind.
Jeg har rigtig svært ved at holde mig vågen på mine to nattevagter. De er i dag endda blevet kortet ned til 1½ time. Jane er taget af vagtplanen og jeg glæder mig over, at vi er 3 til at dele vagterne. Det må være lidt af en prøvelse at være "single handed" og dermed selv skulle tage alle vagter.
Dag 4 - 19. juli
Når man sejler går tiden i stå. Dagen efter diskuterer vi, om der er gået en eller to dage. Vi har intet begreb om hvilken ugedag det er. Jeg konfererer med mine p-piller. De fortæller, at der kun er gået en dag. Har jeg mon glemt en pille? Jeg er slået helt ud af p-pille rutinen, da vores dag er slået i stykker. Vi sover og er vågne både nat og dag. Jeg bliver ikke klogere. Ingen tænker på at mailprogrammet viser datoen.
Dag 5 - 20. juli
Vinden er taget til og det blæser nu 16-20 knob. Vi har rebet sejlene en smule.
Jeg har endelig taget mig sammen og skiftet shorts ud med bikini. Nu sidder jeg i cockpittet og sveder.
Selv om jeg heller ikke i dag har kunnet spise morgenmad, så har jeg det nu så godt, at jeg beslutter at tage opvasken. Hvor længe mon der går, før jeg får det dårligt igen?
Det tager 3 minutter. Men jeg gør alligevel opvasken færdig. Bagefter kan jeg ikke længere holde ud at være nede i båden, som er lummervarm. Jeg må op og have luft.
Bo fikser et kamerastativ og sætter det på dodgeren (læskærm mod bølger og sol i cockpittet). Nu er Hanne og jeg udsat for paparazzi angreb i tide og utide.
Hanne går ned for at sove til middag, og jeg overtager styringen. Det er en nem tjans. Vi følger bølgerne, som sammen med den konstante vind har vokset sig store og flade. Jeg vurderer dem til at være 2-3 m høje.
For første gang på turen føler jeg, at vi cruiser, når vi ridder på bølgerne. Havet har en flot, blå farve. Det er meget klart, men krusninger gør, at man ikke kan se noget dernede. Mine solbriller giver havet en lidt mere granitagtig nuance. Ind i mellem tager jeg dem af for at nyde farverne. Her i den stærke sol, er det både nødvendigt med hat og solbriller, så de kommer hurtigt på igen. Jeg glæder mig over, at det lykkedes mig at finde en solcreme i Luganville. Jeg har lige tømt den gamle tube i dag.
Når man sidder i cockpittet og kun bølgerne og vinden holder en med selskab, får tankerne frit løb. Jeg kommer langt omkring i mit sind og finder både gamle minder frem og får ting til at falde på plads. Man har oceaner af tid til at tænke. Mine tanker flyver hid og did, men efter noget tid kan jeg tænke tingene ordentligt igennem, før jeg flyver videre til næste emne. Det er god selvterapi, det her :-)
Det er 5 dage siden, jeg sidst så land. Det er en lidt vild følelse. Her er der 4000 meter til havbunden og 400 sømil til land. Det er både fascinerende og lidt skræmmende at tænke på. Vi skal i alt sejle 800 sømil. Det svarer ca. til 1500 km. Det er afstanden fra Sønderjylland til Nordspanien, Danmark til Island eller fra Skagen til Tromsø.
Vi får nu dagligt flyvefisk at se. De er glatte at se på og deres kroppe ser rundere ud, end de egentlig er. Når de i deres flugt forvilder sig op på dækket, ser de usle ud. Slunkne og med sorte, flade øjne. Deres finner - eller vinger er tynde og gennemsigtige. Nattens "fangst" er 5 fisk, der er mellem 6 og 18 cm lange. Det eneste andet dyreliv, vi har set er fugle. Sulerne minder om store brunbrogede måger med alt for korte haler. Nogle hvide fugle på størrelse med terner har en fantastisk lang hale, der mest minder om en snor.
Nogle andre store fugle kommer på nattebesøg og vil gerne lande ved cockpittet. Vi vifter dem energisk væk og råber af dem. De kunne nemt blive ofre for vindmøllen i agterstavnen. Jeg forestiller mig et besætningsmedlem forklædt som fugl. Nej tak!
Dag 6 - 21. juli
På nattevagt:
Bølge.
Bølge.
Bølgebrus mens vi rutsjer ned af en bølge.
Bølgerne e stadig lange og vi får dem ind skråt bagfra. Det er den behageligste måde at sejle på og vi glider roligt op og ned mens vi vugger blidt.
Månen skinner på bølgerne og giver dem gule og grønne skær. Vinden tager fat i mit hår og jeg skutter mig i fleecetrøjen.
Var det et grønt lys? Jeg rejser mig op og spejder mod horisonten, men kan intet se. Måske er skibet under kimingen. Måske er der ikke noget. Jeg ser ikke lyset igen.
Jeg følger bådens bevægelser. Vinden er steady og vindroret holder fint kursen. Jeg glider tilbage i en tankestrøm.
Dag 7 - 22. juli
Drama
Jeg drømmer at jeg bliver inficeret af aliens og de formerer sig i mig. Jeg tror, det skyldes de malariapiller, jeg tager. De har givet mig mange underlige drømme. Aliensene vil i en retning og trækker sidelæns i skibet, så vi krænger. Det gør vi hele tiden. Jeg ligger i slingrekøjen og ruller frem og tilbage. Det lyder vildt udenfor. Bundproppen går og skibet fyldes med vand. Bo prøver at stoppe hullet til med noget ost fra Vanuatu. Det virker ikke. Jeg kan ikke komme ud af slingrekøjen. Vandet stiger og jeg er vild af skræk. Hanne vækker mig, at det er min tur til at tage vagten. I næste sekund har jeg klikket mig ud af mit fængsel og står frisk i kahytten, glad for at være vågen igen.
Vi sætter os op i cockpittet. Hanne har for vane at sidde der lidt, når jeg kommer op. Det er rart. Om det er for at køre mig ind i rutinen, sikre sig at jeg ikke falder i søvn igen eller om det er fordi hun ikke kan samle sig til at gå i seng, ved jeg ikke. Det er nok lidt af det hele. Hun siger, at der har været lidt småbyger, men nu klarer det op og man kan se stjerner. Det blæser små 15 knob og den sydøstlige passatvind blæser steady fra samme vinkel. Jeg tager over og Hanne går i seng.
Det var ikke mange stjerner jeg fik lov at se, tænker jeg og vurderer om den store squall kommer herover. Det er en stor, mørk sky, der er ret høj i toppen og dermed sikkert fuld af vind. Den nærmer sig. Jeg overvejer, om jeg skal kalde på Hanne, før vi bliver ramt af vinden. Jeg venter lidt. Det kan jo være den går forbi os.
Pludselig blæser det 36 knob. Det er kun 10 minutter siden, Hanne gik ned. Jeg råber: "Hanne, det blæser 36 knob!" og jeg tilføjer: " Og jeg kan høre kirkeklokker tæt på.". Det begynder at vælte ned fra oven og klokkerne bimler lystigt. Det lyder præcis, som når klokkeren ringer til gudstjeneste i en nærliggende landsby. Bam. Bam. Bam.
Hvor mon lyden kommer fra? Jeg husker en film, jeg engang så om et gammelt skoleskib, der sank. De havde en enorm klokke om bord. Men man skulle tro, at hvis et moderne skib ville advare os, at det så ville bruge et tågehorn eller anden form for tuden - frem for klokker. Vi er snart så langt nordpå og tæt på Louisiaderne, at vi kan forvente at møde store tankerskibe fra vest, der sejler østpå mod USA. De passerer gennem Torresstrædet mellem Australien og Papua Ny Guinea.
Lynhurtigt er både Hanne og Bo kommet frem. Hanne kaster en regnjakke op til mig, men jeg er allerede gennemblødt. De sætter plastikpladen i og trækker lågen henover, så der ikke kommer vand ned i båden.
Vores kurs er faldet 60 grader til 240 og vi sejler nu vest-sydvest. Det er meget normalt, at kursen ændrer sig lidt - 30 grader eller deromkring - når man bliver ramt af en squall.
De bliver nedenunder og begynder at hive ting ud af motorrummet. Den lille generator bliver stillet på en blå presenning og jeg skal smide noget sort toiletpapir ud. Hvad sker der? Jeg får at vide, at generatoren har lækket benzin og at de er nervøse for, at dampene vil selvantænde.
Efter 45 minutter falder der ro på. Bo ser på loggen, at det har blæst op til 44 knob. Det svarer til 22 m/s og 9 på Beaufort skalaen. Det er stormende kuling. Jeg bliver bedt om at lufte ud, så snart jeg kan, uden at det regner ind. I to timer ligger vi på 240 grader. Ret usædvanligt, da bygen er drevet forbi os. Kursen plejer at rette sig så snart bygen er drevet over.
Jeg er godt træt og våd, da det endelig bliver min tur til at sove. De to timer har varet længe. Jeg får tørt tøj på og kryber i seng. Nu indser jeg, hvorfor det var så vigtigt at få luftet ud. Luften er mættet af benzindampe og det er næsten ikke til at trække vejret. Hvordan kan man sove i det her? Det er heldigvis næsten holdt op med at regne, så vi kan få frisk luft ned.
Næste morgen driller de andre mig med klokkerne og gør tegn af mig, som om jeg er tosset. De spørger, om jeg også så Klabautermanden. Jeg kan slet ikke forstå, at de ikke kunne høre dem. De var så høje og tydelige og jeg er sikker på, at den rytmiske bimlen også må være nået ned til dem. Dog forsvinder meget lyd, når man går nedenunder og endnu mere, når man lukker af. Måske er der rent faktisk slet ikke noget af lyden, der er nået derned.
De har også haft en hård nat ovre på Afriki. En bov var knækket og en slange indenfor var sprunget læk. De havde sejlet for fulde sejl og været nødt til at rebe alle tre, da squallen ramte dem.
Hen ad aftenstide kalder Hanne på Bo. Der er et kæmpe skib på vej mod os. Det er endnu ikke mørkt nok til, at de har tændt navigationslyset og vi kan ikke se hvilken vej, de sejler. GPS'en bliver tændt. De sejler forbi os ca. 1 sømil væk i syd-sydøstlig retning. De skal nok til Vanuatu. Vi holder GPS'en tændt et stykke tid. Der er nogle store pletter på vej mod os. Bo fortæller, at det er squalls og at GPS'en kun kan se dem, hvis det regner fra dem. Det er godt nok smart! "Den der passerer nord om os", siger han. Ganske rigtigt, vi får et lille svirp af regnbygens hale, men det er ingenting.
Solen titter frem igen. Jeg indser at jeg virkelig nyder sejladsen. Bølgerne er lange og ikke særlig høje. Jeg læner mig tilbage og nyder blæsten, der får min vindjakke til at blafre. Endnu en squall nærmer sig. Vi diskuterer, om den også vil gå forbi os. Jeg er ikke helt sikker, men Bo mener, at den også vil gå nord om. Vi snakker videre og nyder det begyndende tusmørke.
Plask!! Vi får begge en spand vand i hovedet. Og en til. Og en til. Efter 30 sekunder er vi fuldstændig gennemblødte. Nå, så squallen ville gå forbi os, Bo? Vi er midt i den. Vi kigger på hinanden et kort sekund. Genuaen! Den er næsten rullet helt ud. Vi griber hver et skøde og begynder at rulle den ind (jeg løsner mit skøde og Bo hiver det andet ind). Bagefter sætter vi os igen i cockpittet. Jeg griner lystigt op mod regnen. Hvor er det herligt! Regn er ikke kold, når luften er 30 grader. Jeg griner lidt af Bo. Hvor blev forvarslet af? Normalt stiger vindstyrken før en squall og vinden forsvinder næsten helt bag ved den. Denne squall havde ingen vind med sig - kun masser af regn.
Jeg kaster en bemærkning om, at her er vejret lige så godt som på Vanuatu: SKYET! Bo siger, at det er ganske almindeligt vejr her. Jeg glor vantro på ham. Mener han virkelig det? Jeg indser min illusion om sydens sol på denne rejse... Han har dog først lige fundet ud af det og er selv lidt skuffet. Nå, pyt. Så bliver det ikke denne gang, jeg lægger an til hudkræft. Det er alligevel også ubehageligt varmt, når solen skinner.
Jeg tager den første nattevagt, stadig plaskvåd. Kl. 20 bliver jeg afløst og går nedenunder. Malariapillen! Jeg tager Lariam, som skal spises en gang om ugen sammen med et hovedmåltid. Jeg tvinger lidt brød ned sammen med den. Jeg må altså huske at tage den til frokost, hvor jeg faktisk kan spise noget! Tsk., tsk.
Tørt tøj, ørepropper, seng. Ah... Klokken er halv ni og jeg lægger mig dødtræt til at sove.
Dag 8 - 23 juli
Trods ørepropperne vågner jeg med et sæt ved at Hanne sidder i cockpittet og skriger. Hvad sker der? Jeg kigger ud. Bo har rettet et pandelampe-spotlight mod en lille fugl, der prøver at lande. Jeg griner. Bo vil skræmme den væk og kaster en tom coladåse efter den - og rammer. Den tumler om på dækket. Fuglen er temmelig forslået og da jeg kommer op for at se, hvad de har gang i, sidder Bo med den i skødet. Den virrer med hovedet, men er ellers ret rolig. Den har en superblød, grå fjerdragt og i panden en lysegrå plet. Den har et langt næb og jeg tænker, at det
nok er en strandfugl af en art. Jeg griner igen, for Hanne sidder og holder et siddeunderlag afværgende op foran hovedet i tilfælde af, at den skulle finde på at angribe hende. Den stakkels fugl ser noget sløv ud. Bo sætter den på et tov, og den begynder at vippe for at kompensere for bådens bevægelser. Den er vist ikke helt bådvandt. Jeg tænker på den første dag, vi kom ombord på Njord, hvor vi mente at båden vippede lidt og Hanne og Bo stillede sig helt uforstående over for os og grinte lidt af de nyankomne landkrabber. Fuglen bliver på dækket hele natten, indtil vi næste morgen begynder at rumstere med genuaen.
På min morgenvagt fra 4-6 sidder jeg og fantaserer om hjemmerørt nutella, som jeg engang fik til brunch sammen med Helle. Uhm, og pandekager! Da de andre står op, laver jeg nutellamadder til os. Vi drikker afskyeligt Milo-kakaomælk, en pendant til Nesquick. Jane kan holde et helt glas nede.
Vi er nu tæt på vores bestemmelsessted. Sjovt nok dukker Afriki op lige da vi skal igennem et smalt rev og vi sejler næsten i råbeafstand fra hinanden.
Efter 30 sømil gennem en lagune ankommer vi til den mest fantastiske ankerplads. I det begyndende aftenlys ser vi to små øer og en større lidt længere væk. Palmetræer, papegøjer, koralhoveder og hvide sandstrande. Vi popper en flaske champagne og drikker den sammen med Ian og Ellen, mens vi fortæller hinanden om vores strabadser. Vi er alle trætte og glade for at være nået frem. I morgen begynder en ny dag - vi skal på opdagelse i Paradis.
This fall the city again introduced "Lights over Uppsala" where special selected buildings were lit with colours and patterns. Before the snow fell and it was getting very dark the lights were heartening. Here are some views of the university main building and the cathedral.
The area here is very, very flat and therefore very homy to this Danish girl. A hiking tour with Norrlands Nations Friluftliv (Student outdoor club), which surprisingly turned out to be only with me, my sister Kirstine and a german guy Lennart, whom I now count as a friend, took us through this beautiful, flat and forestry scenery at one of the many hiking routes of Upplandsleden. Here we spoke a good mixture of Danish, Swedish, English and German which was rather amusing.
If you think I look a bit strange on this picture, I agree. I was worried about my camera. The next picture that was taken - well, let's just say that my camera was not water proof and there was no picture after we recovered it with a 5 m long branch.
The best way to get to know people is to get involved. As I dont think I would survive half a year without singing in a choir, I joined the choir of Gästringe-Helsinke Nation - or in short: GH-kören. Here we sang a very mixed repetoire ranging from Carl Off over romantic folk music (Bellman), to drinking songs, christmas songs, rythmic and even Spider Pig from Simpsons, the movie. Mandatory to each rehersal on thursdays are of course "fika". This fantastic word which I cannot translate - I think it only exist in Sweden - covers everything from sitting down and having a coup of coffee, usually with any type of cake and/or homemade bread such as "smörgåsbord". Almost mand
atory are the aftermeetings: going to the pub of either GH or neighbour nation ÖG and have a few quality beers, talking and especially singing. This is probably where I learned the most Swedish during my stay. It is amazing how many party and drinking songs they have in Swedish. We Danes could really learn a thing or two in this perspective. I think I now more or less know GH-körens repetoire of the last 5 years.
Den første dag fik vi til at gå med snorkling. Jane var stadig ikke kommet til hægterne igen, så det var kun Hanne og jeg, der snorklede. Vi fandt et kæmpe koralhoved tæt ved båden, der kun var ca. en meter under vandet. Vi kunne nemt være sejlet ind i det, da vi kastede anker pga. lysets indfaldsvinkel. Godt at vi ikke gjorde det.
Bagefter blev vi præsenteret for sandtegningerne. Det er en stærk tradition og der findes 180 tegninger, der hver representerer et dyr, en situation eller en historie. Vi blev præsenteret for en konkylie og en due. Der er et billede af duetegningen. Da forestillingen var slut blev ”butikken” åbnet. Mændenes træskærerarbejder, der er nogle af de allerflotteste, der produceres på hele Vanuatu, blev stillet op sammen med meget smukt udskårne bambusfløjter. Vi var alle sammen vilde med fløjterne og har efterhånden lært at få en lyd ud af dem. Det er ikke så nemt, som man skulle tro. 
