På Vanuatu er traditionerne stadig meget stærke, og mange tr
or på magi. Vulkanøerne har den stærkeste magi og øen Ambryn, en sort og grøn ø, som vi nu er på vej væk fra er ingen undtagelse.
Jane og jeg tog sammen med en anden dansk pige, Ellen, op til landsbyen Fanla, hvor man laver de allersmukkeste tamtams (totempæle). Vi blev placeret på en bænk i den 200 indbyggere store landsby sammen med vores guide. Alt her foregår med guide, og vores guide Jeffery var både meget snakkesaglig og forfængelig. Hvilket er en gennemgående karakteristik af folk her. Når man har taget et billede af en person og viser det til ham eller hende, så fniser de enten eller også storsmiler de. De fleste spørger også om vi kan printe billedet til dem.
Vi skulle vente på at kostumerne blev færdiggjorte. De skal nemlig destrueres efter hver dans, for man tror, at hvis en anden person tager kostumet på, vil danseren miste lidt af sin ånd til den næste. Vi fik at vide at de næsten havde turister oppe hver dag, og vi havde derfor lidt svært ved at tro på at de virkelig ødelægger kostumerne hver gang. Dansedragterne i Vanuatu er meget forskellige fra sted til sted, og her på Ambryn består kostumet af en flot udskåret og malet træmaske. Den er trekantsformet og med huller til øjnene og takker i kanterne. Masken er malet i blå, hvide, røde og grønne farver alt efter personens status. Som prikken over i’et er den også dekoreret med græstotter. Dragten er en helmandsdragt af tørrede bananblade og den fylder godt.
Mens vi sad og ventede, stod en mand i kedeldragt og snakkede med vores guide. Hans lille søn på en 4-5 år, sad og pudsede kanterne af en træfigur af med et glasskår. En kvinde stod og bankede løs på noget vasketøj, og en anden kvinde sad på en stol med en sarong om hovedet i bedste Anders And-tandpine stil. Jeg spurgte, hvorfor hun havde det. Det var fordi hun frøs. De andre nikkede, ja, det var godt nok koldt i dag. Nå ja, jeg tror heller ikke der var mere end 28-29 grader, så det kan de da have ret i…
Vi blev kaldt op til pladsen og dansen begyndte.
Tunge lyde og høje råb var en slags sang, og instrumenterne var en slags håndtromme, en stav, der blev slået i jorden og fodtramp. Mændene i nambas (penisfuteraler) dansede i midten og de tre mænd med store kostumer dansede i rundt om. De ældre mænd gik meget op i det, mens de yngre så lidt mere ligeglade og tågede ud. Det skyldes nok ikke at de ikke kan lide deres traditioner, men nærmere deres kava-misbrug.
Bagefter blev vi præsenteret for sandtegningerne. Det er en stærk tradition og der findes 180 tegninger, der hver representerer et dyr, en situation eller en historie. Vi blev præsenteret for en konkylie og en due. Der er et billede af duetegningen. Da forestillingen var slut blev ”butikken” åbnet. Mændenes træskærerarbejder, der er nogle af de allerflotteste, der produceres på hele Vanuatu, blev stillet op sammen med meget smukt udskårne bambusfløjter. Vi var alle sammen vilde med fløjterne og har efterhånden lært at få en lyd ud af dem. Det er ikke så nemt, som man skulle tro. 
Hjemturen bød på flotte udsigter og lidt motion til mine vandrestøvler, som jeg så optimistisk har slæbt halvvejs jorden rundt. Rundt om ligger der dynger af kokosnøddeskaller fra koprahøsten. Når det pusler højt i underskoven, bliver vi ikke længere bange. Det er bare smågrisene, der render rundt over det hele.
or på magi. Vulkanøerne har den stærkeste magi og øen Ambryn, en sort og grøn ø, som vi nu er på vej væk fra er ingen undtagelse.Jane og jeg tog sammen med en anden dansk pige, Ellen, op til landsbyen Fanla, hvor man laver de allersmukkeste tamtams (totempæle). Vi blev placeret på en bænk i den 200 indbyggere store landsby sammen med vores guide. Alt her foregår med guide, og vores guide Jeffery var både meget snakkesaglig og forfængelig. Hvilket er en gennemgående karakteristik af folk her. Når man har taget et billede af en person og viser det til ham eller hende, så fniser de enten eller også storsmiler de. De fleste spørger også om vi kan printe billedet til dem.
Vi skulle vente på at kostumerne blev færdiggjorte. De skal nemlig destrueres efter hver dans, for man tror, at hvis en anden person tager kostumet på, vil danseren miste lidt af sin ånd til den næste. Vi fik at vide at de næsten havde turister oppe hver dag, og vi havde derfor lidt svært ved at tro på at de virkelig ødelægger kostumerne hver gang. Dansedragterne i Vanuatu er meget forskellige fra sted til sted, og her på Ambryn består kostumet af en flot udskåret og malet træmaske. Den er trekantsformet og med huller til øjnene og takker i kanterne. Masken er malet i blå, hvide, røde og grønne farver alt efter personens status. Som prikken over i’et er den også dekoreret med græstotter. Dragten er en helmandsdragt af tørrede bananblade og den fylder godt.
Mens vi sad og ventede, stod en mand i kedeldragt og snakkede med vores guide. Hans lille søn på en 4-5 år, sad og pudsede kanterne af en træfigur af med et glasskår. En kvinde stod og bankede løs på noget vasketøj, og en anden kvinde sad på en stol med en sarong om hovedet i bedste Anders And-tandpine stil. Jeg spurgte, hvorfor hun havde det. Det var fordi hun frøs. De andre nikkede, ja, det var godt nok koldt i dag. Nå ja, jeg tror heller ikke der var mere end 28-29 grader, så det kan de da have ret i…
Vi blev kaldt op til pladsen og dansen begyndte.
Tunge lyde og høje råb var en slags sang, og instrumenterne var en slags håndtromme, en stav, der blev slået i jorden og fodtramp. Mændene i nambas (penisfuteraler) dansede i midten og de tre mænd med store kostumer dansede i rundt om. De ældre mænd gik meget op i det, mens de yngre så lidt mere ligeglade og tågede ud. Det skyldes nok ikke at de ikke kan lide deres traditioner, men nærmere deres kava-misbrug. 
Bagefter blev vi præsenteret for sandtegningerne. Det er en stærk tradition og der findes 180 tegninger, der hver representerer et dyr, en situation eller en historie. Vi blev præsenteret for en konkylie og en due. Der er et billede af duetegningen. Da forestillingen var slut blev ”butikken” åbnet. Mændenes træskærerarbejder, der er nogle af de allerflotteste, der produceres på hele Vanuatu, blev stillet op sammen med meget smukt udskårne bambusfløjter. Vi var alle sammen vilde med fløjterne og har efterhånden lært at få en lyd ud af dem. Det er ikke så nemt, som man skulle tro. 
Hjemturen bød på flotte udsigter og lidt motion til mine vandrestøvler, som jeg så optimistisk har slæbt halvvejs jorden rundt. Rundt om ligger der dynger af kokosnøddeskaller fra koprahøsten. Når det pusler højt i underskoven, bliver vi ikke længere bange. Det er bare smågrisene, der render rundt over det hele.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar