Lige nu

Lige nu ligger vi for anker ved Aore resort, som ligger paa en lille oe lige over for Luganville. Her har vi vaeret ude at spise med Afrikis kaptajn Ian og gast (og nu kaereste) Ellen. Det er utroligt saa hurtigt man vender sig til at vaere sejler. De havde en dresscode: Fresh clothes and footware. Jeg tog mig selv i at taenke at vi fint kunne gaa som vi var. Hanne sad i underbukser og en super beskidt top, vi havde alle fedtet haar (har ikke vaeret i bad i en uge) og lugtede nok heller ikke ligefrem af roser. Naa, i bad med os. De fine kjoler blev fundet frem (hvorfor havde jeg ikke selv taget saadan en med? Man kan ikke have for meget toej med paa ferie!) og vi tog paa restaurant. Det var en rigtig, rigtig god boef! Men ogsaa danske priser i den grad. men saa noed vi den endnu mere. Vi er jo saadan set "fattige", saa det var lidt af en luxus...

Internettet er ogsaa forfaerdeligt her og jeg kan ikke laengere uploade billeder paa bloggen. Desvaerre, jeg har ellers taget en masse rigtig gode billeder... Maaske faar jeg chancen igen i morgen inden vi tager afsted.

Naar vi naar frem til Louisiaderne skal der vaere fest! Vi har 6 L rom med, som vi foerst maa drikke naar vi har forladt Vanuatu (pga. told) #-D

Nedture:
- Mistede underdelen til min spritnye bikini i vores første sejlads. Jeg vil aldrig nogensinde stole på tøjklemmer igen. Luganville er for lille til at have toejbutikker. Oev. Det er vel nok et held at jeg tog en gammel bikini med for en sikkerheds skyld.

- Det har været overskyet næsten hver dag. Det har resulteret i at Jane og jeg kun er blevet rigtig dejligt brune, men ikke solskoldede – så den tæller vist ikke…

- Ikke flere nedture!

Vi har det fedt!

Livet om bord paa Njord

Det jeg først og fremmest vil fremhæve, er noget Hanne har sagt. Hvor kan det dog siges kort og præcist: ”Cruisere er dovne”. Det er faktisk essensen af cruiserlivet (hvert fald her i Oceanien). Vi laver så lidt som muligt, sover, sover til middag, læser bøger, hopper i vandet for at blive afkølet og så op og slappe mere af. Nå, men laver vi så slet ingenting? Jo da! Vi bager faktisk brød næsten hver dag, når vi ikke ligger i havn. I dag har Jane og jeg fyldt vandtanken (500 L) op ved at fylde smådunke og sejle dem ud til båden igen. Vi har også vasket tøj i hånden, for det er hundedyrt at få det vasket paa vaskeri. Vi laver også en del mad. For eksempel fik vi pandekager den anden dag, og da vi holdt pokeraften med vennebåden Afriki, fik vi også hjemmelavede popkorn. Jo, vi laver skam en hel masse!

Det er den rene ferie ;-) Hvilket jo også var meningen.

Romdance og penisfuteraler - Ambryn i al sin glans

På Vanuatu er traditionerne stadig meget stærke, og mange tror på magi. Vulkanøerne har den stærkeste magi og øen Ambryn, en sort og grøn ø, som vi nu er på vej væk fra er ingen undtagelse.
Jane og jeg tog sammen med en anden dansk pige, Ellen, op til landsbyen Fanla, hvor man laver de allersmukkeste tamtams (totempæle). Vi blev placeret på en bænk i den 200 indbyggere store landsby sammen med vores guide. Alt her foregår med guide, og vores guide Jeffery var både meget snakkesaglig og forfængelig. Hvilket er en gennemgående karakteristik af folk her. Når man har taget et billede af en person og viser det til ham eller hende, så fniser de enten eller også storsmiler de. De fleste spørger også om vi kan printe billedet til dem.
Vi skulle vente på at kostumerne blev færdiggjorte. De skal nemlig destrueres efter hver dans, for man tror, at hvis en anden person tager kostumet på, vil danseren miste lidt af sin ånd til den næste. Vi fik at vide at de næsten havde turister oppe hver dag, og vi havde derfor lidt svært ved at tro på at de virkelig ødelægger kostumerne hver gang. Dansedragterne i Vanuatu er meget forskellige fra sted til sted, og her på Ambryn består kostumet af en flot udskåret og malet træmaske. Den er trekantsformet og med huller til øjnene og takker i kanterne. Masken er malet i blå, hvide, røde og grønne farver alt efter personens status. Som prikken over i’et er den også dekoreret med græstotter. Dragten er en helmandsdragt af tørrede bananblade og den fylder godt.

Mens vi sad og ventede, stod en mand i kedeldragt og snakkede med vores guide. Hans lille søn på en 4-5 år, sad og pudsede kanterne af en træfigur af med et glasskår. En kvinde stod og bankede løs på noget vasketøj, og en anden kvinde sad på en stol med en sarong om hovedet i bedste Anders And-tandpine stil. Jeg spurgte, hvorfor hun havde det. Det var fordi hun frøs. De andre nikkede, ja, det var godt nok koldt i dag. Nå ja, jeg tror heller ikke der var mere end 28-29 grader, så det kan de da have ret i…

Vi blev kaldt op til pladsen og dansen begyndte. Tunge lyde og høje råb var en slags sang, og instrumenterne var en slags håndtromme, en stav, der blev slået i jorden og fodtramp. Mændene i nambas (penisfuteraler) dansede i midten og de tre mænd med store kostumer dansede i rundt om. De ældre mænd gik meget op i det, mens de yngre så lidt mere ligeglade og tågede ud. Det skyldes nok ikke at de ikke kan lide deres traditioner, men nærmere deres kava-misbrug.

Bagefter blev vi præsenteret for sandtegningerne. Det er en stærk tradition og der findes 180 tegninger, der hver representerer et dyr, en situation eller en historie. Vi blev præsenteret for en konkylie og en due. Der er et billede af duetegningen. Da forestillingen var slut blev ”butikken” åbnet. Mændenes træskærerarbejder, der er nogle af de allerflotteste, der produceres på hele Vanuatu, blev stillet op sammen med meget smukt udskårne bambusfløjter. Vi var alle sammen vilde med fløjterne og har efterhånden lært at få en lyd ud af dem. Det er ikke så nemt, som man skulle tro.

Hjemturen bød på flotte udsigter og lidt motion til mine vandrestøvler, som jeg så optimistisk har slæbt halvvejs jorden rundt. Rundt om ligger der dynger af kokosnøddeskaller fra koprahøsten. Når det pusler højt i underskoven, bliver vi ikke længere bange. Det er bare smågrisene, der render rundt over det hele.

Sejlads

Når vi sejler er det bedst at sidde ude i cocpittet, hvor en af os styrer. Hvis man er nedenuder skal man helst bare sove. Når jeg har været ude en halv dags tid og nydt bølgerne og skumsprøjtene (og hajfinnerne!) hopper jeg ned til min lædderkøje og forpupper mig ind i slingrekøjen. Det sorte stof lukker næsten alt lys ude, så det er ikke et problem at sove, selv om det er dag. Ørene faar stukket enten musik eller ørepropper i sig, og verden lukkes ude. Nogle gange er det blid duven der vugger mig i soevn, men andre gange er det knagen og lyden af metalwirer og baadens brutale bevaegelser, der holder mig vaagen.

Jeg har indtil videre undgaaet soesygen. Saa heldig er Jane ikke. Billedet af hende er fra vores haarde tur fra Paliculo Bay ned til Luganville Bay. Fugleflugt siger 10 km, men i det haarde vejr og modvind tog det os 3,5 time.

Jeg afventer spændt vores 8 dages sejlads til Louisiaderne. Jeg tror det bliver en udfordring, men også spændende. Mere morrild og flere flyvefisk. Måske vil en delfinflok følges med os igen.

Lige nu

Jeg har bikini og hawaiiskørt på. Det lufter lidt herude på båden, der er let skyet og 30,8 grader, klokken er 4 eftermiddag, og om lidt skal vi ind til byen for at købe grøntsager til de næste to uger, og jeg skal se om jeg kan få uploaded det her til bloggen. 4. gang er lykkens gang, ikke?
Jane og jeg har ikke problemer med hår i øjnene, for vi har fået lavet fletninger. Jeg kan bedst beskrive mit udseende med et ord: betonlæbbe. Beklager, det kommer der ingen billeder af ;-) Jeg vil lige afprøve om det er fantastisk ikke at få hår i øjnene hele tiden, når man sejler, før jeg piller dem ud igen. Mon ikke?

Kavadrikning

De fleste steder på Vanuatu er kavadrikning tabu for kvinder. Derfor tog vi i går aftes på kavabar ”Nakamal”, der er en slags klubhus, for at Jane og jeg kunne prøve det, inden det bliver forbudt for os.
Kava er en rod, der ligner mellemstore grene, som man først hakker i mindre stykker og derefter findeler i en stor blender. På øerne tygger man rødderne og spytter dem ud, koger dem og får deraf kavaen. Den afskyelige drik er mudderbrun, og man får den serveret kold i skåle, der er pænt store. Jeg vil skyde dem til 3-4 dl. Man kan enten få en halv eller en hel skål. En hel skål koster 100 Vatu svarende til 5 kr. Når man først er begyndt at drikke af skålen, skal man fortsætte til den er tom. Det smager jordslået, har en bismag af peberrod og træ, og det lugter som når man besøger de store dyr i zoologisk have. Lækkert ikke? Dertil kommer at maven overhovedet heller ikke kan lide det og allerhelst vil smide det tilbage til hvor, det kom fra. Følelsen i maven er som om, der er nogen, der ælter dej med en ske. Jeg kan ikke påstå, at jeg nogensinde har prøvet noget lignende. Læberne bliver næsten fuldstændigt følelsesløse af 15 sekunders berøring med væsken, og man overvejer, om man mon savler.
Drengene (Bo og Canadieren Ian fra en anden båd, begge 40+) drak 3-4 skåle den aften. De var ret tågede og bevægede sig langsomt. De mente selv, at det var ligesom at være fuld, men uden at mærke trætheden. Jeg fik kun 1½ og stoppede der af frygt for, at spytteseancen som alle havde gang i, ville blive afbrudt af en anden væskeudgydelse. Effekten på mig var ikke særlig stor, men det var en sjov fornemmelse at gå slingrende rundt.
Vi sad i en stråhytte uden vægge, hvor der kun var to bænke over for hinanden. I midten var der ingenting. På den modsatte bænk sad mænd - og her ganske undtagelsesvist også kvinder og stenede, harkede og spyttede. Det er forbudt at tale højere end med en sagte hvisken. En mor var der med hendes mand og supernuttede lille dreng på en 4-5 år. Hun var så stoned, at hun var skeløjet og nødt til at støtte sig hele tiden. Den lille, livlige og glade dreng rendte rundt og tegnede i sandet og viste det til alle de sløve folk, der var fuldstændig ligeglade.

Hanne og Bo har fortalt om kavadrikning på Fiji, hvor rødderne både er mindre i størrelse og kraft. Her drikker man kun kava til rituelle fester osv. De gør meget ud af, at man ikke skal gøre det til daglig.
På andre øer er det familiens samlingspunkt, hvor man over en kop kava får ordnet problemer og snakket om dagen, der gik. Der er en mærkværdig sammenhæng mellem denne form for kavadrikning og en meget lav kriminalitetsrate.

Port Vila

Cruisernes samlingssted er en café i første parket til paradisudsigten (se billede). Den hedder Nambawan, og hvis man ikke kan huske deres funky bislamanavn, skal man bare tænke ”#1”.
Damerne her går i flotte farverige, men faconløse kjoler, og det er ikke ualmindeligt, at en familie har helt samme kjole på, så man på græsset ser 5 damer i lyserøde kjoler med hvide hibiskusblomster og en lille dreng i shorts og T-shirt.
Internettet her meget, meget dårligt. Da øriget ligger midt i ingenting, er her kun satellitforbindelse og den er selvsagt af varierende kvalitet. Jeg har de sidste 3 dage forsøgt at lave noget på bloggen her, men uden held og i dag lykkedes det mig kun (måske) at sende nogle emails. Vanuatu er ikke helt tabt for civilisationen. I skolerne er børnene begyndt at blive efter de første få gratis år, selv om det koster forældrene mange penge. Det er billigt at gå i skole, men på mange af øerne er de selvforsynende og tjener derfor ofte ikke penge. Det meste foregår med tuskhandel. Pigerne er begyndt at vælge uddannelse over mand og børn, og selv om der stadig er mange, der får børn som 15 årige, er det mindre end før. Mændene sidder og drikker den sociale og sløvende drik kava – ofte hele dagen. Det grænser til misbrug, men er fuldt ud lovligt og stort set alle drikker det. Og med andre ord kan man sige: Mændende laver ikke dagens gode gerning. Kvinderne laver stort set alt arbejdet: lave mad, passe børn, passe haven, ordne huset og handle. De har intet at tabe ved at droppe fyrene, så jeg synes, det er glædeligt, at der er ved at ske en udvikling. Så er spørgsmålet bare, hvornår fyrene vågner op fra deres sumpen og indser, at der også skal kvinder til i deres liv.

Baaden

Njord er en rigtig dejlig båd. Der er ok god plads herinde (sidder i cockpittet og skriver). Jane og jeg har fået hver vores briks, min med lædersæde og tættest på udgangen. Nice, Hehe. Interiøeret er af teaktræ og det er ganske flot. Lige nu hænger der vasketøj overalt udenfor. Det er dyrere end at gå på møntvask i DK, så vi tørrer selv tøjet.
Vi ligger i en bugt ved Port Vila mellem Efate og en lille ø, der er ejet af et hotel. Her ligger vi sammen med en masse andre både.

Der er et billede af vores udsigt om morgenen og et eksempel paa hvordan baaden ligger. Billedet er selvfoelgelig taget fra Njord.

Ankomst

Vores 48 timer lange rejse var noget af en prøvelse for bagen. Heldigvis har Air New Zealand nogle gode stole, helt ok flymad og et stort udvalg af film og anden tv-skærmsunderholdning. Vi glæder os til at se, om Thai Airways kan leve op til det, når vi vender næsen hjemad. Til gengæld var folkene på jorden (dem vi snakkede med) nogle klaphatte. Vi havde allerede fra London haft problemer med at få indflyvningstilladelse til Vanuatu, fordi vores billet ud af landet; kaptajnbrevet i deres øjne ikke var godt nok. Fyren vi snakkede med fattede ingenting. Det hele endte med, at vi var nødt til at købe en billet tilbage til Auckland, NZ. Den er heldigvis ”fully refundable”, men vi har stadig 2500 kr. ude at svømme. Oh well, hvis det er vores eneste problem, så går det vist meget godt. Og det gør det.
Jeg var meget imponeret, da vi mellemlandede i Hongkong. Byen ligger simpelthen i bjergene, og hvor der lige er plads i en dal, står der 5-10 slanke højhuse. Meget fascinerende, at der ligger en storby der. Man skal et godt stykke ind i landet, før det flader ud og mindre huse i fylder landskabet i langt større arealer. Forundringen fortsatte i lufthavnen, hvor alting var meget velorganiseret. Der var to kinesere til at gøre alt, hvad vi normalt kun har en person til. For eksempel var der en, der holdt vores transitpas, imens en anden delte dem ud.
Vi kunne selvfølgelig ikke undgå at shoppe, og udbyttet var følgende: Knorr tomatsuppe på bolcheform. Har stadig ikke fundet ud af om jeg kan lide bolcherne eller ej. Vi faldt også over nogle kiks med overtræk af hvid chokolade og grøn te samt noget tangsnack, som vi vil prøve, når vi fanger nogle fisk. Da vi lettede igen, var der den smukkeste solnedgang henover skyer af guld (tror vi nok!).
Lufthavnen i Port Vila er ligesom vi husker den fra Lilleperfilmene, hvor onkel Anders’s rige bror kommer hjem. Bo og Hanne stod oppe ovenpå den et-etagers lufthavn og vinkede til os. Det tog hundrede år at komme igennem paskontrollen, men vi blev underholdt af fuldt udklædte mænd, der spillede på instrumenter og sang tropiske sange. Jeg følte mig som en fed, ignorant amerikaner, der lige er ankommet til Jamaica, for at dase og udnytte de lokale. Det var bare alt for kunstigt. Men vi var vel fremme og uden meget jetlag. Vi sagde hej til Hanne og Bo og kørte ud til båden, hvor en tidligere gast, Ellen aka Smørhår (man går åbenbart ikke meget i bad, når man sejler) havde bagt chokoladekage til os. Sikke en velkomst!