Vores 48 timer lange rejse var noget af en prøvelse for bagen. Heldigvis har Air New Zealand nogle gode stole, helt ok flymad og et stort udvalg af film og anden tv-skærmsunderholdning. Vi glæder os til at se, om Thai Airways kan leve op til det, når vi vender næsen hjemad. Til gengæld var folkene på jorden (dem vi snakkede med) nogle klaphatte. Vi havde allerede fra London haft problemer med at få indflyvningstilladelse til Vanuatu, fordi vores billet ud af landet; kaptajnbrevet i deres øjne ikke var godt nok. Fyren vi snakkede med fattede ingenting. Det hele endte med, at vi var nødt til at købe en billet tilbage til Auckland, NZ. Den er heldigvis ”fully refundable”, men vi har stadig 2500 kr. ude at svømme. Oh well, hvis det er vores eneste problem, så går det vist meget godt. Og det gør det.
Jeg var meget imponeret, da vi mellemlandede i Hongkong. Byen ligger simpelthen i bjergene, og hvor der lige er plads i en dal, står der 5-10 slanke højhuse. Meget fascinerende, at der ligger en storby der. Man skal et godt stykke ind i landet, før det flader ud og mindre huse i fylder landskabet i langt større arealer. Forundringen fortsatte i lufthavnen, hvor alting var meget velorganiseret. Der var to kinesere til at gøre alt, hvad vi normalt kun har en person til. For eksempel var der en, der holdt vores transitpas, imens en anden delte dem ud.
Vi kunne selvfølgelig ikke undgå at shoppe, og udbyttet var følgende: Knorr tomatsuppe på bolcheform. Har stadig ikke fundet ud af om jeg kan lide bolcherne eller ej. Vi faldt også over nogle kiks med overtræk af hvid chokolade og grøn te samt noget tangsnack, som vi vil prøve, når vi fanger nogle fisk. Da vi lettede igen, var der den smukkeste solnedgang henover skyer af guld (tror vi nok!).
Lufthavnen i Port Vila er ligesom vi husker den fra Lilleperfilmene, hvor onkel Anders’s rige bror kommer hjem. Bo og Hanne stod oppe ovenpå den et-etagers lufthavn og vinkede til os. Det tog hundrede år at komme igennem paskontrollen, men vi blev underholdt af fuldt udklædte mænd, der spillede på instrumenter og sang tropiske sange. Jeg følte mig som en fed, ignorant amerikaner, der lige er ankommet til Jamaica, for at dase og udnytte de lokale. Det var bare alt for kunstigt. Men vi var vel fremme og uden meget jetlag. Vi sagde hej til Hanne og Bo og kørte ud til båden, hvor en tidligere gast, Ellen aka Smørhår (man går åbenbart ikke meget i bad, når man sejler) havde bagt chokoladekage til os. Sikke en velkomst!
Jeg var meget imponeret, da vi mellemlandede i Hongkong. Byen ligger simpelthen i bjergene, og hvor der lige er plads i en dal, står der 5-10 slanke højhuse. Meget fascinerende, at der ligger en storby der. Man skal et godt stykke ind i landet, før det flader ud og mindre huse i fylder landskabet i langt større arealer. Forundringen fortsatte i lufthavnen, hvor alting var meget velorganiseret. Der var to kinesere til at gøre alt, hvad vi normalt kun har en person til. For eksempel var der en, der holdt vores transitpas, imens en anden delte dem ud.
Vi kunne selvfølgelig ikke undgå at shoppe, og udbyttet var følgende: Knorr tomatsuppe på bolcheform. Har stadig ikke fundet ud af om jeg kan lide bolcherne eller ej. Vi faldt også over nogle kiks med overtræk af hvid chokolade og grøn te samt noget tangsnack, som vi vil prøve, når vi fanger nogle fisk. Da vi lettede igen, var der den smukkeste solnedgang henover skyer af guld (tror vi nok!).
Lufthavnen i Port Vila er ligesom vi husker den fra Lilleperfilmene, hvor onkel Anders’s rige bror kommer hjem. Bo og Hanne stod oppe ovenpå den et-etagers lufthavn og vinkede til os. Det tog hundrede år at komme igennem paskontrollen, men vi blev underholdt af fuldt udklædte mænd, der spillede på instrumenter og sang tropiske sange. Jeg følte mig som en fed, ignorant amerikaner, der lige er ankommet til Jamaica, for at dase og udnytte de lokale. Det var bare alt for kunstigt. Men vi var vel fremme og uden meget jetlag. Vi sagde hej til Hanne og Bo og kørte ud til båden, hvor en tidligere gast, Ellen aka Smørhår (man går åbenbart ikke meget i bad, når man sejler) havde bagt chokoladekage til os. Sikke en velkomst!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar