Cruisernes samlingssted er en café i første parket til paradisudsigten (se billede). Den hedder Nambawan, og hvis man ikke kan huske deres funky bislamanavn, skal man bare tænke ”#1”.Damerne her går i flotte farverige, men faconløse kjoler, og det er ikke ualmindeligt, at en familie har helt samme kjole på, så man på græsset ser 5 damer i lyserøde kjoler med hvide hibiskusblomster og en lille dreng i shorts og T-shirt.
Internettet her meget, meget
dårligt. Da øriget ligger midt i ingenting, er her kun satellitforbindelse og den er selvsagt af varierende kvalitet. Jeg har de sidste 3 dage forsøgt at lave noget på bloggen her, men uden held og i dag lykkedes det mig kun (måske) at sende nogle emails. Vanuatu er ikke helt tabt for civilisationen. I skolerne er børnene begyndt at blive efter de første få gratis år, selv om det koster forældrene mange penge. Det er billigt at gå i skole, men på mange af øerne er de selvforsynende og tjener derfor ofte ikke penge. Det meste foregår med tuskhandel. Pigerne er begyndt at vælge uddannelse over mand og børn, og selv om der stadig er mange, der får børn som 15 årige, er det mindre end før. Mændene sidder og drikker den sociale og sløvende drik kava – ofte hele dagen. Det grænser til misbrug, men er fuldt ud lovligt og stort set alle drikker det. Og med andre ord kan man sige: Mændende laver ikke dagens gode gerning. Kvinderne laver stort set alt arbejdet: lave mad, passe børn, passe haven, ordne huset og handle. De har intet at tabe ved at droppe fyrene, så jeg synes, det er glædeligt, at der er ved at ske en udvikling. Så er spørgsmålet bare, hvornår fyrene vågner op fra deres sumpen og indser, at der også skal kvinder til i deres liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar