Kavadrikning

De fleste steder på Vanuatu er kavadrikning tabu for kvinder. Derfor tog vi i går aftes på kavabar ”Nakamal”, der er en slags klubhus, for at Jane og jeg kunne prøve det, inden det bliver forbudt for os.
Kava er en rod, der ligner mellemstore grene, som man først hakker i mindre stykker og derefter findeler i en stor blender. På øerne tygger man rødderne og spytter dem ud, koger dem og får deraf kavaen. Den afskyelige drik er mudderbrun, og man får den serveret kold i skåle, der er pænt store. Jeg vil skyde dem til 3-4 dl. Man kan enten få en halv eller en hel skål. En hel skål koster 100 Vatu svarende til 5 kr. Når man først er begyndt at drikke af skålen, skal man fortsætte til den er tom. Det smager jordslået, har en bismag af peberrod og træ, og det lugter som når man besøger de store dyr i zoologisk have. Lækkert ikke? Dertil kommer at maven overhovedet heller ikke kan lide det og allerhelst vil smide det tilbage til hvor, det kom fra. Følelsen i maven er som om, der er nogen, der ælter dej med en ske. Jeg kan ikke påstå, at jeg nogensinde har prøvet noget lignende. Læberne bliver næsten fuldstændigt følelsesløse af 15 sekunders berøring med væsken, og man overvejer, om man mon savler.
Drengene (Bo og Canadieren Ian fra en anden båd, begge 40+) drak 3-4 skåle den aften. De var ret tågede og bevægede sig langsomt. De mente selv, at det var ligesom at være fuld, men uden at mærke trætheden. Jeg fik kun 1½ og stoppede der af frygt for, at spytteseancen som alle havde gang i, ville blive afbrudt af en anden væskeudgydelse. Effekten på mig var ikke særlig stor, men det var en sjov fornemmelse at gå slingrende rundt.
Vi sad i en stråhytte uden vægge, hvor der kun var to bænke over for hinanden. I midten var der ingenting. På den modsatte bænk sad mænd - og her ganske undtagelsesvist også kvinder og stenede, harkede og spyttede. Det er forbudt at tale højere end med en sagte hvisken. En mor var der med hendes mand og supernuttede lille dreng på en 4-5 år. Hun var så stoned, at hun var skeløjet og nødt til at støtte sig hele tiden. Den lille, livlige og glade dreng rendte rundt og tegnede i sandet og viste det til alle de sløve folk, der var fuldstændig ligeglade.

Hanne og Bo har fortalt om kavadrikning på Fiji, hvor rødderne både er mindre i størrelse og kraft. Her drikker man kun kava til rituelle fester osv. De gør meget ud af, at man ikke skal gøre det til daglig.
På andre øer er det familiens samlingspunkt, hvor man over en kop kava får ordnet problemer og snakket om dagen, der gik. Der er en mærkværdig sammenhæng mellem denne form for kavadrikning og en meget lav kriminalitetsrate.